FCN skaber nye rammer for dansk pige- og kvindefodbold

0
2637

 

 

FCN har mange fodboldklubber i FSN netværket, og vi er rigtige glade for at være en del af samarbejdet.

Fra sommeren 2018 vil FC Nordsjællands første pigehold være en realitet, og vi vil i vores fremtidige samarbejde glæde os til at følge projektet og se hvilke nye muligheder dette kan bringe.

FCN ønsker at skabe de samme gode muligheder for pigerne, som de tilbyder drengene, og de kommer til at gøre det på FCN-måden, der gennem deres talentudviklingsmodel har vist sit værd gennem mange år.

Deres spilfilosofi og spilkoncept, som vi i øvrigt er inspireret af i det daglige arbejde med vores efterskoleelever, skal løfte pige- og kvindefodbolden i Farum og Nordsjælland og på sigt være et pejlemærke for kvindefodbolden.

Opbygningen af pige- og kvindeafdelingen vil ske i tæt samarbejde med Farum Boldklub og FCN’s samarbejdsklubber, hvor der findes mange dygtige pigespillere. Der skal etableres et elitecenter for de bedste piger i området, således at de kan udvikle sig bedst muligt, hvilket vi finder rigtig interessant og meget positivt.

Pigefodbolden har i mange år haft brug for, at nogen ville tage talentudviklingen alvorligt ved at give pigerne samme mulighed, som drengene har herhjemme. Pigefodbolden er noget, som vi på Idrætsefterskolen Klintsøgaard arbejder med og tager meget seriøst. Derfor finder vi det meget interessant, som samarbejdspartner, at FCN tror på, at de kan skabe kvindelige rollemodeller for fremtiden via pige- og kvindefodbold på højeste niveau.

Idrætsefterskolen Klintsøgaard deler mange værdier med FCN, og vi ser det som et godt initiativ og spændende projekt for et kvalitetsløft for pigespillere i fremtiden.

Til dig, som ønsker et løft, ikke bare fagligt og bogligt, men også fodboldmæssigt, er vi glade for det skridt FCN har taget i forbindelse med nyskabelsen af elitefodbold for piger. Ligesom i FCN så er formålet med fodboldlinjen på Klintsøgaard at løfte dit niveau og talent mest muligt, forbedre dig fysisk, teknisk og taktisk, arbejde med dine individuelle kompetencer og være med til at sætte målsætninger for den enkelte i fremtiden samt at fokusere på glæden og fællesskabet som drivkraften i træningen.

På fodboldlinjen underviser vi for at dygtig- og bevidstgøre hver enkelt elev i de forskellige elementer af fodboldspillet.

Vi arbejder bevidst med de tekniske, taktiske og mentale elementer og teorier.

Vi har en målrettet træningskultur på Klintsøgaard, og der er fokus på og undervises i pasningssspil, possession og presspil.

Træningen foregår tre gange om ugen, hvor to af dem trænes á 2 timer og en gang á 90. minutter.

Herudover mener vi, at fodbold både skal være sjovt, udfordrende og udviklende, og derfor ønsker vi at være med til at præge fremtidens pige- og kvindefodbold med progressiv træning, ambitiøse trænere og spillere, landsdækkende turneringer, sammentømret kammeratskab, der arbejder målrettet for at blive bedre og udvikle sig.

Vi forsøger i fællesskab at arbejde med de fælles værdier og det ansvar, der er med til at skabe hele mennesker, hvor fællesskabet og uddannelse går op i en højere enhed. Livet handler om ”oplevelser”, og det er præcis, hvad vi forsøger at tilbyde unge mennesker i fremtiden i et samspil med vores samarbejdspartnere.