Sjove timer i omklædningsrummet, et fantastisk sammenhold og plads til en masse god mad? Det er bare en række af fordelene, som følger med ved at være fodboldpige. Vi har listet de vigtigste fordele – læs med her:
Af Andrea Signe Trolle
- Omklædningsrummet
De fleste fodboldpiger kan formentlig blive enige om, at nogle af deres sjoveste timer bliver tilbragt i omklædningsrummet sammen med holdkammeraterne. Det er her der synges sejrssang, og her der bliver gjort grin med modstanderne og her man kan brokke sig over træneren. Det er en uskreven regel blandt spillerne, at hvad der bliver sagt i omklædningsrummet – bliver i omklædningsrummet – og det er derfor et meget sjovere sted at være sammen med sine veninder i omklædningsrummet end over en dyr kop kaffe på en café.
- MASSER af mad
Som fodboldspiller forbrænder du en hel masse – og det kræver selvfølgelig også, at du får en masse brændstof indenbords. Derfor giver fodboldspillet dig mulighed for altid at spise en ekstra portion eller et ekstra stykke kage – også når dine venner siger nej. Derfor er det selvfølgelig også en af de vigtigste ting på holdet, at der er kage efter træning mindst en gang om ugen.
- Veltrænede ben
Som fodboldspiller behøver du ikke bruge en masse kedelige timer alene i fitness på at lave squats og benpres-øvelser for at få de trænede lår og den gode røv. De timer du skal bruge i fitness er kun for at forebygge skader – resten kommer helt af sig selv ved at løbe rundt på en græsplæne og sparke til en bold.
- Mandage i træningstøj
Som fodboldspiller har du en undskyldning for at gå i træningstøj alle tidspunkter om året. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn til, hvorfor du kommer i adidas bukser i skole – det er bare fordi du spiller fodbold…og alle ved, at på en mørk mandag morgen, så har man mest af alt lyst til at dukke op i træningstøj.
- De sjove frikvarterer
Hvis du stadig er folkeskoleelev, så kender du helt sikkert til, at du ofte skal vælge mellem og spille fodbold i frikvarteret med drengene eller være sammen med pigerne. Der ingen tvivl om, at begge ting er sjove, men en gang imellem er det også bare for fedt at bruge sit frikvarter med en bold og derfor slippe for fnidder og problemer. Det giver også en masse god frisk luft, så du er klar på endnu en tør matematiktime.
- De gode samtaler
Hvis du spiller fodbold, så har du en stor viden inden for et felt, som er det bedste emne at starte en samtale om. Til en konfirmation, familiefødselsdag eller barnedåb, så er du reddet uanset om du ender på bord med dine forældres venner eller din onkel. Du kan bare begynde at snakke om den seneste landskamp.