Hvem er årets forsvarsspiller i Norge?

0
1266

Hvem er årets forsvarsspiller i den bedste række i Norge? Tre stærke kandidater er nomineret til at blive årets forsvarsspiller i den bedste norske liga for kvinder. De tre spillere er danske Theresa Nielsen fra Vålerenga, norske Stine Reinås fra Stabæk og norske Ingrid Ryland fra Avaldnes. FODBOLD FOR PIGER har stillet de tre kandidater en række ens spørgsmål om nomineringen – læs med her:

Af Andrea Signe Trolle

Stine Reinås, Stabæk:

Hvad har gjort, at du er blevet nomineret til titlen?

”Jeg har spillet på et stabilt niveau sæsonen igennem og så har vi lukket meget få mål ind i sæsonen, og det er selvfølgelig et godt tegn for en forsvarsspiller. Jeg spillede mig også til en plads i truppen til EM, hvor jeg har spillet nogle gode landskampe både i foråret og efteråret. Jeg er også lykkedes med at holde mig skadesfri, så jeg har spillet med hver kamp og der har jeg kunnet vise mine styrker som forsvarsspiller. Det er blandt andet min hurtighed, mit pasningsspil og mit stærke hovedspil.”

Hvorfor tror du, at Ingrid Ryland og Theresa Nielsen er nomireret til titlen?

”Ingrid Ryland er en ekstremt offensiv back, som har en god fart og næsten er mere med i opspillet end bagspillet. Jeg tror også hun er nomineret, fordi hun er en del af et hold, som lykkes med deres presspil og derfor kan hun være meget med på den sidste banehalvdel. Theresa Nielsen er også en meget offensiv spiller, som også har spillet en del kant og derfor har bidraget meget til det offensive spil. Jeg tror også hendes nominering skyldes, at hun præsterede på et højt niveau under EM i sommer.”

Ingrid Ryland, Avaldnes:

Hvad har gjort, at du er blevet nomineret til titlen?

”Jeg tror, at en af årsagerne til jeg er nomineret er, at jeg er en spiller med en stor løbekapacitet, som bidrager både i det offensive og defensive spil. Mit bundniveau har også været højt i år, så derfor har jeg været en stabil spiller gennem sæsonen. Det er også til trods for, at jeg døjede med et brud i foden i opstarten af sæsonen og de tre første kampe.”

Hvorfor tror du, at Theresa Nielsen og Stine Reinås er nomireret til titlen?

”Theresa Nielsen betragter jeg som en moderne back, der bidrager meget offensivt. Hun har også været en nøglespiller for Vålerenga i efteråret og derfor tror jeg, at hun er nomineret. Stine Reinås er god både offensivt og defensivt. Hun spiller med en stor ro, når hun har bolden, men hun spiller stadig med en høj fart. Hun har generelt også spillet en god sæson for Stabæk i år.”

Theresa Nielsen, Vålerenga:

Hvad har gjort, at du er blevet nomineret til titlen?

”Jeg har haft et godt fodbold år både her i Norge og ved sommerens EM. Jeg giver aldrig op og er en hamrende dårlig taber. De to kombinationer betyder, at jeg hele tiden gerne vil blive bedre og aldrig er tilfreds og det har gjort, at jeg er lykkedes i år. Jeg sætter pris på de ting jeg har opnået, men jeg vil altid have mere. Blandt andet, så har jeg her i Norge været med til at få Vålerenga i cupfinalen og det er første gang nogen sinde Vålerenga er i finalen.”

Hvorfor tror du, at Stine Reinås og Ingrid Ryland er nomireret til titlen?

”Det er lidt svært for mig at beskrive de to andre spillere, fordi jeg kun har set dem i de to kampe, hvor vi har mødtes. Men siden de er nominerede, så har de helt sikkert gjort det godt. De ligger med deres hold som nr. 2 og 3 og ofte glemmer man at give forsvarsspillerne et skulderklap for de gode sæsoner, men der er det vigtigt at huske, at det er lige så meget deres fortjeneste. De har jo været med til at beskytte deres eget mål.”