1. Divisionsklubben B.93 fyrer Rasmus Skovby med øjeblikkelig virkning og ansætter Vinnie Baun der skal lede holdet mod 3F Ligaen i samarbejde med Jessica Rodríguez.
B.93s ambitiøse 1. Divisionshold får ny cheftræner med øjeblikkelig virkning.
Klubben oplyser på sin facebooks-side, at man har valgt at opsige samarbejdet med cheftræner Rasmus Skovby, der ellers har sikret klubben to oprykninger:
”Vi har været glade for Rasmus som træner, og vi takker ham for at have gjort et stort arbejde for vores 1. hold i det sidste år, hvor han har været med til at sikre to oprykninger. Men han har med kort varsel meddelt klubben, at han tager på 3 ½ uges ferie midt i vores sæson-opstart, og det kan ikke forenes med træningen frem mod det afgørende kvalifikationsspil til 3F Ligaen. Vi har brug for en fuldt besat og dedikeret trænerstab for B.93s bedste kvindehold. Vi står overfor den vigtigste sæson i flere år,” siger fodboldformand Morten Hemmingsen.
I stedet ansætter man Vinne Baun og Jessica Rodríguez i jobbet. Begge kvinder var i forvejen at finde i klubben. Vinnie Baun har været talentansvarlig for B93s pige, og Jessica Rodríguez blev i januar ansat i en nyoprettet funktion som teknisk træner for kvindeholdet:
”Vi er utrolig glade for, at Vinnie har sagt ja til at gå med i en trænerduo med Jessica. Vinnie er en meget dygtig træner, velstruktureret, klar i sin kommunikation og god til at udvikle spillere. Sammen med Jessica har vi meget stærk trænerduo i spidsen for vores 1. Kvindehold,” siger Bjarke Møller, der er pigesportschef, og tilføjer
”Vi er sikre på, at holdet er i de bedste hænder, og vi ser frem til at se dem udvikle spillerne og holdet, så vi bliver helt klar til forårets vigtige kampe i kvalifikationsligaen.”
Klubben har ambitioner om oprykning til 3F Ligaen.