I 2015 startede de i serie 2, og siden da er det blevet til den ene oprykning efter den anden for Kjellerup IF’s seniorkvinder. I efteråret vandt de Kvindeserie Vest, og målet er klart: til sommer vil de ligge i 1. division.
Af Martin Vestergaard Jensen
En historisk flot førsteplads for Kjellerup IF’s kvinder. Sådan betegnes sæsonen, når man spørger trænerne, spillerne og klubben. For bare 2,5 år siden lå de i serie 2, og siden da er de klatret op igennem rækkerne. Dette efterår vandt de Kvindeserie Vest, og hvis det samme sker til foråret, så sikrer de oprykning til 1. division.
Ifølge Frank Pedersen, der er træner i Kjellerup IF, så er det resultatet af en spillestil, som er blevet implementeret i løbet af de seneste par år og spillere, der har spillet sammen længe:
”Vi har fået meget mere styr på konceptet. Vi vil gerne være det hold, der har bolden mest, og så vil vi rigtig gerne spille frem ad banen. Sådan nogle ting har taget noget tid at få implementeret, men jo mere modstand vi får, jo bedre bliver vi til tingene. I den her sæson har vi for eksempel stået bedre defensivt end nogensinde og scoret rigtig mange mål, så det hele er ved at se rigtig godt ud,” siger Frank Pedersen.
Kjellerup scorede i sæsonen 44 mål på 14 kampe: et snit på 3,15 mål pr. kamp og lukkede til gengæld 24 mål ind: et snit på 1,7 mål pr. kamp.
Skolen er førsteprioritet
I Kjellerup træner kvinderne to gange om ugen i modsætning til mange andre på samme niveau. Mange af spillerne har spillet ungdomsfodbold på højeste niveau, men kørte sur i de mange træningsaftener hver uge. Her er Kjellerup et meget attraktivt sted at spille fodbold ifølge Frank Pedersen:
”De har både skole, kæreste og fodbold, og der skal være plads til det hele. I Kjellerup sørger vi for, at man kan kombinere det hele. Vi træner ikke andet end to gange om ugen, men når vi så er der, så er vi der også 100 procent. Det betyder, at de har en frihed til at lave alle de andre ting uden at blive stresset over det,” fortæller Frank Pedersen
Det er noget som Maria Denius Nielsen, spiller i Kjelleruo IF, kan nikke genkendende til. Selv blev hun færdig på gymnasiet i sommers og arbejder nu som lærervikar, men hun forstår godt sine holdkammerater, hvor mange stadig er i gang med en gymnasial uddannelse:
”Når det er så ungt et hold, så betyder det, at man kan gøre skolen ordentligt færdig og lave andet end kun fodbold. Jeg tror, at det er det, der gør, at folk ser det som en rigtig attraktiv klub at komme til,” siger Maria Denius Nielsen.
Udfordret på bredden
Lige pt. består truppen af 16 spillere, og det gør holdet meget skrøbeligt. Den ældste spiller er 23 år, og gennemsnitsalderen er 20 år. Lige præcis bredden er også noget, som der arbejdes på højtryk for at løse i trænerteamet:
”Vi har ambitioner om, at vi gerne vil prøve 1. division. Der er ingen tvivl om, at hvis vi kan undgå skader, så mener jeg, at vi er gode nok til 1. division. Problemet kommer, hvis vi render i skader. Vi er aktive for at prøve at gøre truppen noget større, og det ser lige nu muligt ud, så det håber vi lykkedes frem til foråret,” fortæller han
Kjellerup er det højest rangeret kvindeseniorhold i området, selvom byen ligger mellem store byer som Silkeborg og Viborg. de håber, at det kan tiltrække nye spillere frem mod den kommende sæson:
”Vi håber, at der er nogle, som kigger hen mod Kjellerup, og synes det kunne være interessant. Det vil nok primært være mange unge spillere, for vi har samme problem som mange mindre byer: de unge bliver ikke i Kjellerup for altid, for når de skal studere, så flytter de til Aarhus, Aalborg eller lignende,” siger Frank Pedersen
Men målet for den kommende sæson er helt klar for Maria Denius Nielsen og resten af holdet:
”Ambitionen er helt sikkert at komme op i 1. division. Det er vi meget målrettet efter, og så må vi se, hvor langt det rækker.”