Naja Bahrenscheer vender hjem til BSF

0
1943

Målmandsprofil stopper efter et halvt år i svenske LB07. Hun har både savnet spilletid og sine holdkammerater i BSF

Målmandsprofilen Naja Bahrenscheer, der i sommer skiftede til svenske LB07, vender retur til 3F Ligaen og BSF.

21-årige Naja Bahrenscheer fik tilbudt kontrakt med LB07 efter et flot forår i 3F Ligaen. Men hun har ikke fået den forventede spilletid i Damallsvenskan-klubben og har derfor valgt at vende hjem til Danmark.

”Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og starte op med pigerne i BSF igen. Idet jeg tog beslutningen om ikke at fortsætte i Sverige, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var BSF, jeg skulle spille for. Det er som at komme hjem for mig,” siger Naja Bahrenscheer i en pressemeddelelse fra BSF.

”Jeg har savnet spilletid i LB07, og samtidig med det har jeg kunne mærke, at jeg har savnet BSF, pigerne og menneskerne i klubben. Det er ofte først når man er væk fra noget, at man opdager hvor godt det er, og det har jeg fundet ud af; hvor godt det er i BSF, og at jeg savnede det,” siger hun.

Mens Naja Bahrenscheer har været i svensk fodbold, er der sket meget i BSF, der har haft et forrygende efterår og overvintrer på en tredjeplads. Der er derfor et slutspil i vente med en realistisk tro på medaljer i foråret.

”Jeg har fulgt med og været ude og se en del af kampene, og det er et andet hold end det jeg forlod i sommer. Der er mere erfaring på holdet og mere stabilitet i præstationerne. Jeg skal bidrage yderligere til den vinderkultur som der er blevet implementeret på holdet,” siger Naja Bahrenscheer.

Naja Bahrenscheer har spillet én A-landskamp og været med på både U16, U17, U19 og U23-landsholdet.

”Jeg skal i første omgang vise i BSF, at jeg er tilbage for alvor, og det er mit mål at vise, at jeg skal spille kontinuerligt i 3F Ligaen. På sigt håber jeg selvfølgelig at gode præstationer i BSF kan få mig ind omkring A-landsholdet igen,” siger Naja Bahrenscheer.

Amanda Brunholt, der har væert BSFs førstemålmand igennem grundspillet, opholder sig i USA de kommende måneder og er derfor ikke en del af BSF-truppen i det kommende slutspil.