Spændende fodboldår på Montverde Academy

0
2218

 

For godt 9 mdr. siden tog Cecilie Fløe et stort spring, da hun besluttede sig for at skifte skole- og fodboldlivet i Danmark ud med 1 år på Montverde Academy. Beslutningen kom efter 1 år på Efterskolen ved Nyborg, hvor hun bl.a. var med til at sikre pigerne fra 16/17 skolens hidtil bedste resultat med en 5. plads ved verdensmesterskaberne i skolefodbold.

Af Søren Madsen, Efterskolen ved Nyborg

“Mit ophold her på Montverde Academy har været virkeligt godt, faktisk bedre end forventet. Jeg har udviklet mig meget, både i skolen og fodboldmæssigt. Især mit engelsk er blevet rigtig godt, og så er jeg blevet både stærkere og hurtigere. Jeg får meget spilletid, og så er jeg blevet fast starter på vores U17 – hold.” Sådan fortæller Cecilie, når hun svarer på spørgsmålet om hendes ophold på Montverde har levet op til hendes forventninger. Et ophold som kom i stand efter mange overvejelser men samtidig ikke noget som lå fjernt for Cecilie. Storsøster Stine var ligeledes på udveksling i USA for et par år siden og Cecilies interesse for Montverde Academy blev for alvor vakt, da hun med Efterskolen ved Nyborg besøgte skolen i foråret 17´. Dengang spillede pigerne fra EVN træningskamp mod Montverde og vandt 3-1.

Montverde Academy ligger godt 35 min. kørsel fra Orlando midt, har eksisteret siden 1912 og har i dag lidt over 1.250 elever fordelt på mange nationer. Udover amerikanske elever huser akademiet også elever fra Europa og ikke mindst Sydamerika. Efterskolen ved Nyborg har lært akademiet at kende fra deres årlige ture til Florida og spiller hvert år kampe mod dem. Når 17/18 – årgangen besøger Montverde i marts måned er Cecilie klar til at vise skolen frem for de godt 60 fodboldelever, som er med på turen. Igen i år spiller pigerne træningskamp, denne gang dog med Cecilie på modstanderholdet.

Cecilie nyder de nye omgivelser og udfordringer i hverdagen. En hverdag som står på vækning kl. 06.15, undervisning fra kl. 07.45 – 15.00, træning fra kl. 16.00 – 17.30 og lektietid fra kl. 19.00-21.00. Faktisk er Cecilie så glad for livet i Florida, at hun overvejer 1 år mere, evt. på college: “Når jeg kommer hjem her til sommer, har jeg i tankerne at komme tilbage til Montverde, hvis det kan lade sig gøre.  Jeg har tænkt meget over det og vil gerne videre på College, faktisk er der allerede nogen college-trænere, som har skrevet til mig og sagt, at de er interesseret i at få mig med i deres “College program”. “Det er VILDT FEDT…. Nu mangler jeg bare at overtale mine forældre”, slutter Cecilie.

Cecilie startede med at spille fodbold for ca. 12 år siden i Erritsø GIF. Her spillede hun 9 år, inden hun skiftede til Middelfart Boldklub. I foråret 16′ besluttede hun sig for at tage første lille spring væk fra mor og far med et ophold på Efterskolen ved Nyborg. Et ophold med skole og daglig træning sammen med 30 andre fodboldpiger og et år med masser af oplevelser. Ikke mindst turen til Prag og verdensmesterskaberne i skolefodbold hvor Cecilie med 5 mål bidrog til holdets flotte 5. plads.

Nu er efterskolelivet altså skiftet ud med en spændende hverdag i Orlando og hvem ved, måske et liv på College et eller andet sted i USA efter sommerferien. I første omgang skal Cecilie færdiggøre året på Montverde og glæde sig til besøget fra Danmark, når EVN besøger Montverde Academy torsdag d. 08. marts.

 

Vil du med til Florida eller måske verdensmesterskaberne i skolefodbold, så kontakt EvN og hør mere om optagelse til skoleåret 18/19 eller 19/20.

https://evn.dk/