16-årige Josefine: Sammenholdet på Hjemly er så fedt

0
2540

Josefine Madsen fra Esbjerg er lidt over halvvejs gennem sit efterskoleophold på Hjemly Idrætsefterskole og det har indtil videre været en kæmpe oplevelse. Hun ser derfor frem til resten af skoleåret og kan til en hver tid anbefale andre at tage et år på Hjemly.

Af Andrea Signe Trolle

Hvis du går rundt med en lille tanke om at tage din 9. eller 10. klasse på en idrætsefterskole, så er Hjemly Idrætsefterskole måske noget for dig. Det gjorde 16-årige Josefine Madsen, der kommer fra Esbjerg og har spillet U18 DM i Varde. I sommer pakkede hun sine ting hos sine forældre i Esbjerg og flyttede ud på efterskolen – og det har hun ikke fortrudt et sekund:

”Jeg synes det fedeste ved at gå på Hjemly er, at jeg har fået de mest fantastiske venner og et godt sammenhold. Alle har det godt og kan med hinanden og så er sammenholdet på Hjemly det bedste, som man overhovedet kan ønske sig,” fortæller Josefine.

Josefine påpeger, at Hjemly Idrætsefterskole også allerede har betydet meget for Josefines personlige udvikling. Hun har fået nemmere ved at snakke om tingene og er generelt blevet en mere glad og åben person gennem sit ophold:

”Jeg har udviklet mig som person, hvor jeg er blevet mere en mere åben, glad og udadvendt pige. Jeg kan snakke meget mere om tingene med andre end jeg kunne, da jeg gik i folkeskole, fordi på skolen snakker vi godt sammen og ingen bliver holdt udenfor.”, siger Josefine.

Ambitiøs fodboldlinje med tidligere landsholdsspiller som træner

Hjemly Idrætsefterskole har en ambitiøs fodboldlinje for piger og derfor var det et oplagt valg for Josefine, der har spillet U18 DM. Pigerne bliver trænet af tidligere A-landsholdsspiller Merete Pedersen, som også har spillet professionelt tre år i Italien, og det sikrer et træningsniveau af høj kvalitet:

”Jeg synes specifikt det er godt at spille fodbold på Hjemly, fordi jeg har nogle superfede trænere, som kun vil mig det bedste. Vi har 5 træningspas om ugen og et vildt godt sammenhold. Vores trænere er gode til at lave nogle seriøse træningspas, men også de mere useriøse. Men jeg har helt sikkert rykket mig ekstremt meget,” siger Josefine.

Men selvom eleverne bruger meget tid på deres sport, så bliver der også plads til en masse andre aktiviteter end skoleopgaver og kampe. For eksempel sætter Josefine stor pris på de hyggestunder, som eleverne har sammen uden om fodbolden:

”Når vi ikke er til time eller spiller fodbold, så ser vi en masse film eller ser de andre linjer spille kampe. Vi spiller også en masse spil, drikker te og ja, generelt bare har det rigtig sjovt og det er netop også med til at styrke sammenholdet på skolen.”

Josefine (nr. 2 fra højre) vandt Fynsmesterskaberne med Hjemly og dermed kvalificerede sig til DM

Udlandsture på ski i Østrig og sol i Italien

Der er heller ingen tvivl om svaret, når vi spørger Josefine, om hun kan anbefale andre at tage et år på Hjemly Idrætsefterskole. Det skyldes først og fremmest den daglige gang på skolen, som Josefine er vild med, men derudover er det også de to udlandsrejser skolen tilbyder, som Josefine sætter stor pris på:

”Jeg kan helt klart anbefale andre at tage et år på efterskole, fordi det bliver deres fedeste år nogensinde. Vi har lige været en tur i Østrig og stå på ski, hvor vi havde det rigtig sjovt. Til marts skal vi til Italien i 10 dage, hvor vi skal ned og spille fodbold ved Gardasøen. Så hvis du har en tanke om at tage af sted, så skal du gøre det.”, afslutter Josefine, der efter sommerferien starter på HF i Esbjerg og drømmer om militæret og politiskolen, når hun bliver ældre.