Solrøds 2005-årgang er den bedste U13-årgang i klubbens historie. Nu skal de spille U13 Pige Øst og bliver dermed det pigehold i klubben, som spiller i den højest placerede række
Af Steen Trolle
Nogle helt unikke piger er i gang med at skrive historie i Solrød FC. Det er 2005-årgangen, som til foråret stiller med hele tre hold i DBU-turneringer, heraf et 1. hold i den bedste sjællandske række, U13 Pige Øst. Førsteholdet bliver dermed det hold i Solrød FC, som skal spille på det højeste niveau. De topper samtidig flere års fremgang, som startede i 2014, hvor årgangen talte syv piger, der stillede op i 8-mandsfodbold i række 3.
Dengang opnåede pigerne en tredjeplads. Derefter blev det til to sæsoner i række 2, og senest har U13-pigerne fra Solrød FC spillet to sæsoner i række 1, hvor de begge gange er blevet nummer 1.
”Allerede i efteråret spurgte DBU Sjælland, om vi ville spille med i Pige Øst, men vi ønskede at blive bedre til at holde bolden i egne række, fordi vi inden da havde spillet ret defensivt mod bedre hold. Og det er lykkedes at blive mere boldbesiddende, ligesom vi ønskede at gøre truppen lidt bredere, hvilket også er sket,” fortæller den ene af holdets to trænere, Marco de Los Reyes.
Tre hold
Hele årgangen tæller næsten 30 piger. Ud over førsteholdet, som tæller 14 piger, er der to hold, som til foråret skal spille i række 2 og 3.
”Der er ingen tvivl om, at der er tale om en helt særlig gruppe piger på tværs af de tre hold. Sammenholdet er enormt godt, og der er en helt fantastisk forældreopbakning,” siger Marco de Los Reyes, som siden vinteren 2013/2014 har været træner sammen med Claes Meldahl. De har i dag også følgeskab af hele seks assisterende trænere, som sammen løfter opgaven omkring de tre hold, som træner tre gange om ugen, hhv. mandag, onsdag og torsdag.
”I vinteren 2013/2014 var der blot syv piger på årgangen. Året efter var der 14, og siden vinteren 2016/17 har der været knap 30 spillere,” fortæller Marco de Los Reyes.
Stærke individualister
Han fremhæver kollektivet, som holdets helt store styrke. Men der er også en række spillere, som skiller sig ud og som vurderes til at kunne nå langt:
Claramalia Pedersen er holdets førstekeeper, og hun har udviklet sig til en meget sikker målmand, der sjældent begår fejl.
Freja Winther Svendsen er holdets anfører og humørspreder. Er en meget karismatisk spiller både på og uden for banen og kan spille mange forskellige pladser.
Sofia Forsberg de los Reyes er defensiv midtbanespiller og holdets ”hjerne”, fordi hun er en meget intelligent spiller, der på eminent vis styrer holdet med et fantastisk overblik.
Emilie Rømer er en driblestærk spiller, der både er målfarlig og kreativ. Er ofte central midtbanespiller, men er også god på kanten eller helt fremme i angrebet.
Signe Hansen er holdets store målsluger. Hun er lynhurtig, lurer altid på chancen og scorer et hav af mål. Der findes næppe ret mange spillere fra 2005 på Sjælland, der er så målfarlig.
Vi kan nå langt, hvis…
”Der er ingen tvivl om, at nogle af vores piger er meget talentfulde. Hvis den nuværende gruppe piger kan fastholdes, kan de sammen nå rigtig langt. Ingen tvivl om det. Men de bedste af dem er desværre nok væk om nogle få år. Så vi nyder dem, så længe vi har dem,” siger Marco de Los Reyes.
Han konstaterer, at det hele er gået meget stærkt.
”At vi pludselig skulle stå med flok piger, der udgør et af Sjællands 10 bedste hold i den årgang, havde vi aldrig forestillet sig. Vi forventer ikke, at vi vinder så mange kampe i Elite Øst her i foråret. Men vi er mange gange før blevet overrasket positivt,” siger Solrødtræneren.
Ud over Pige Øst, skal pigerne fra Solrød FC også spille pokalfodbold i dette forår. Efter en 3-2 sejr over Roskilde Pigefodbold i efteråret, som var holdets måske hidtil bedsteresultat, er Solrød FC klar til kvartfinalen i DBU Sjællands pokalturnering.