Tilfreds Damsø-træner trods pokalnederlag

0
1417

Pokalkvartfinalen mellem FC Damsø og Odense Q endte ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence. Cheftræner for FC Damsø René Nielsen fortæller, at selvom det ikke blev til nogen videre avancement i pokalturneringen, så er han stadig rigtigt godt tilfreds med præstationen.

Af Solveig Valbjørn

Det var ikke en målrig pokalkvartfinale, der lørdag formiddag blev spillet på kunstgræsbanen i Vanløse Idrætspark, hvor FC Damsø fik besøg af Odense Q. Hjemmeholdet spiller til dagligt 1. division, og 3F Liga-holdet Odense Q – der til foråret skal spille med om medaljerne i 3F ligaens slutspil – var derfor storfavoritter forud for opgøret.

De fynske kvinder levede også op til favoritværdigheden. Efter en straffesparkskonkurrence stod der 3-4 på tavlen, og dermed havde Odense Q sikret sig en billet videre til pokalsemifinalen. Men inden da havde hjemmeholdet kæmpet hårdt for at lave en pokaloverraskelse og det var derfor en tilfreds Damsø-træner, der efter kampen satte følgende ord på holdets præstation:

“Jeg synes vi kan være både glade og stolte over vores præstation, hvor vi matcher Odense Q både fysisk og spillemæssigt, så derfor er jeg selvfølgelig rigtig godt tilfreds med hele holdets indsats,” fortæller René Nielsen, og fortsætter:

“Jeg synes vores pres og mod til at spille gjorde en stor forskel. Derudover har vi nogle profiler som stepper op uden at glemme, at vi er et hold, hvilket gør at vi kan spille med i alle 120 minutter. Med lidt mere skarphed i de afgørende situationer kunne vi have puttet bolden ind, men det samme kunne være sket i den anden ende.”

Foto: Kjeld Bo Rasmussen.

“Træningen giver gevinst”

Der venter FC Damsø et intenst forår, hvor holdet skal spille om at undgå nedrykning fra 1. division. Derfor var de positive takter fra pokalkampen især noget, som spillerne og holdet kan bruge frem mod forårssæsonen, ifølge René Nielsen:

“Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp, men truppen stod virkelig sammen, og vi viste at vores hårde arbejde på træningsbanen giver gevinst. Derudover kan vi se at vi kan kan være med hvor det er sjovt, hvilket blot gør at vi vil arbejde endnu hårdere på træningsbanen.”

“Vi stolte over vores præstation og glæder os over vores projekt er på rette vej, vi har dig stadig masser af tålmodighed og ved det kræver hårdt arbejde og vilje til at nå op på det niveau vi stræber efter,” siger René Nielsen.

Foto: Kjeld Bo Rasmussen.