BSF fortsætter samarbejdet med ambitiøs træner

0
1973

BSF har allerede sikret sig en cheftræner til det kommende U14-1 i øst rækken, idet klubben er blevet enige med Bo Hillmann om en ny aftale.

Af BSF

Ballerup-Skovlunde Fodbold og Bo Hillmann fortsætter samarbejdet i den kommende sæson, idet parterne er blevet enige om en kontraktforlængelse, således at Bo Hillmann skal stå i front for det der efter sommerferien bliver U14-1. Holdet skal spille i den bedste række på Sjælland, øst 1.

Bo Hillmann har en vigtig rolle i BSFs store pigesektor, idet han udover at være cheftræner for det nuværende U13 øst 1 hold, også er den sportslig ansvarlige bag BSFs Pige Akademi, der tæller en Talentskole og en Teknikskole med spillere fra såvel BSF som en række andre klubber.

Derudover er Bo Hillmann også træner for de piger i årgang 2002, årgang 2003 og årgang 2004, som går på idrætslinjen på Hedegårdsskolen. BSF har et samarbejde med denne skole og faciliterer således morgentræning to gange om ugen, hvor Bo er ansvarlig for pigespillerne.

”Der har været andre interessante muligheder i spil som har været smigrende og som jeg har tolket positivt, men efter en god snak med klubben, har jeg valgt at fortsætte i BSF. Jeg mener stadig at jeg kan være med til at bidrage positivt til udviklingen af pigefodbold i klubben, og ligeledes kan BSF være med til at bidrage positivt til min udvikling som træner,” siger Bo Hillmann.

”Vi er rigtig glade for at fortsætte samarbejdet med Bo. Han har været i klubben i mange år og har haft en rigtig god udvikling som træner, hvilket også ses tydeligt ved den udvikling, som vores nuværende U13 hold har været igennem – og fortsat er i – med Bo. Trods interesse fra andre klubber, så var vi enige om at fortsætte sammen, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde,” siger Simon Knudstrup, formand for BSF.

Et hold i udvikling
Bo Hillmann overtog det nuværende U13-1 i sommeren 2017, hvor en række årgang 2006 piger rykkede med op til årgang 2005 holdet. En integration der er gået rigtig godt, og hvor det er lykkedes at skabe et stærkt træningsmiljø med spillerens udvikling i centrum.

Talentstævnet i Horsens i august 2017, hvor nogle af de bedste danske hold mødtes, gav BSF en sølvmedalje i både U12 og U13, og ligeledes blev det til en andenplads i øst rækken i efteråret 2017 efter en stærk præstation igennem efterårets kampe.

I vinterhalvåret har der været spillet en række træningskampe på såvel 8 som 11 mands, og derudover blev holdet Sjællandsmestre i futsal. Foran venter nu forårets U13 øst række samt AaBs elitestævne senere i marts.

”Vi skal spille 11 mands fodbold til efteråret, og den proces er vi derfor allerede i gang med, da det er et helt andet spil end 8 mands. Pigerne vil desuden langsomt blive introduceret til vores nye spillestil på 11 mands, som følger klubbens røde tråd. Vi har spillet 3 træningskampe på 11 mands, og pigerne lægger hele tiden på i forhold til læringen og udviklingen. Det ser positivt ud, og potentialet er stort.”

Til sommer vil årgang 2005 og 2006 atter deles op, idet BSF har som ambition at deltage i både U13 og U14 øst efter sommerferien.

”Vi ser frem til efter et rigtig godt år at dele årgangene op igen og at kunne spille med i øst rækkerne for begge årgange. Dette vil dog ske med et tæt samarbejde og ikke mindst med det mind set, som Bo også har, at spilleren og spillerens udvikling skal være i centrum. Spillere der har brug for at blive stimuleret og op eller ned – uanset alder – skal derfor have muligheden for det, hvilket trænerne vil tage med i overvejelserne, når truppen skal laves til sommer,” siger Simon Knudstrup.

Ambitioner på sigt
I det kommende år vil Bo Hillmann altså være i front for et af klubbens talenthold, men på sigt har den 45-årige træner ambitioner om endnu mere.

”Jeg har en klar ambition som træner, og det lægger jeg ikke skjul på. Jeg har i første omgang valgt at holde mig til pige/kvindefodbolden, som jeg finder meget interessant og givtigt for mig. Mit første delmål var en B-licens samt cheftrænerrolle, begge kan jeg sætte X ved, og mit næste trænermål på uddannelsesfronten er en A-licens.”

”Det giver mig meget at være i BSF, og derfor kan jeg sagtens se mig selv i klubben flere år endnu. Det er en klub med højt til loftet, hvor man får muligheden for at være med til at præge tingene i forhold til udviklingen af pigefodbolden og den enkelte spiller. Den frihed og arbejdet med spillerne giver mig glæde, motivation og inspiration,” afslutter Bo Hillmann.

Det er første træner som BSF har på plads i sin pigeelite sektor for den kommende sæson. ”Vi er rigtig glade for at have en cheftræner på plads for U14-1 for den kommende sæson, og med den helt rigtige træner, og vi arbejder nu videre på kabalen, der også tæller kommende U13 øst, U16 øst, U18DM, U18 øst og 3F Liga,” siger formanden for klubben.

Bo Hillmann og BSFs U13 øst piger indleder turneringen den 25. marts på udebane mod Hvidovre IF.