Silkeborg IF Q fik sig en glædelig overraskelse, da DBU meddelte, at de har fået DM-licens fra næste sæson. Men det kom alligevel lidt som en overraskelse for klubben, som pt. er i gang med at finde ud af, hvem der skal stå i spidsen for DM holdet i byen. Fodbold For Piger har snakket med et par af trænerne og en nuværende U18 spiller i Silkeborg IF Q om, hvad det betyder for klubben, og hvad en DM-licens kommer til at betyde for fodbolden i området.
Af Martin Vestergaard Jensen
14 hold skal i den kommende sæson kæmpe med i U18 DM Ligaen, og i puljen er der sammenlignet med denne sæson to nye hold – nemlig FC Nordsjælland og Silkeborg IF Q. Sidstnævnte har prøvet at søge licensen de sidste par år, men har fået afslag på ansøgningerne, men i år blev vendte lykken dog for Silkeborg IF Q, der fra næste sæson kan prale af U18 DM i byen. Licensen har dog også krævet hårdt arbejde fra klubbens side:
”Baggrunden er, at vi har fodbold med helt nedefra for piger, og så har vi holdt på de DBU spillere vi har i de yngre årgange, som pt. er fire spillere på U15 Vest og nogle stykker på U14. Derudover så har vi trænere med de rette uddannelser, som er prioriteret højt i klubben, og så har vi bare massere af samarbejde med uddannelserne i byen; talentteam for folkeskoleeleverne, morgentræning for gymnasiepigerne og sportsklasser for handelsskolen, som vi tilbyder i samarbejde med Elite Silkeborg,” siger Allan Bødskov, der til daglig træner U18 pigerne i Silkeborg IF Q.
Med deres tilbud kan alle på en ungdomsuddannelse få 6-8 ganges træning om ugen, alt efter hvor meget de vil fodbolden, og det har skabt et elitemiljø i byen, som tilgodeser pigerne der gerne vil noget ekstra med fodbolden.
I Silkeborg IF Q bliver der ikke forskelsbehandlet
Et af de punkter som klubben har stor succes med, ifølge trænerne, er, at der ikke bliver forskelsbehandlet på drenge og piger i SIF. Her er faciliteterne stort set de samme, om du er pigespiller eller drengespiller, og det har en stor betydning:
”Det er piger, og vi ved 100%, hvad vi går ind til. Det betyder også meget for pigerne, at vi har fået en lille bid i faciliteterne, og det er mega fedt. Vi er med i en masse ting, og pigerne får lov at deltage i alverdens arrangementer. Vi kigger jo over til Farum, hvor pigerne er blevet taget bedre imod end nogen andre steder, og det håber vi selvfølgelig, at Silkeborg IF engang synes, vi skal være en del af, da vi jo stadig er en underafdeling af SIF Elite” siger Allan Bødskov.
Han er heller ikke i tvivl om, hvad han håber, en DM-licens kan betyde for klubben:
”Jeg håber, at alle de dygtige piger, der er i Silkeborg og omegn bliver i byen i stedet for at drage udenbys. Så må målet også være at hænge ved licensen, og have den i de næste mange år og få lavet nogle kanondygtige fodboldspillere, og få lavet et tilbud, så dem der er inde omkring miljøet på DM har et attraktivt seniortilbud, når de ikke er U18 spillere mere,” siger Allan Bødskov.
Her ses det nuværende U18 hold i Silkeborg IF Q, da de deltog i Aalborg City Cup – en turnering som holdet også vandt.
Spillerne glæder sig
Silkeborg Q’s anfører på U18 holdet i dag hedder Sofie Lassen, der er søster til den tidligere Team Viborg spiller Line Lassen. Tidligere har Sofie været inde omkring DBU talentcentre – specielt da hun spillede U14, og nu glæder hun sig til at kunne prøve kræfter med DM efter sommerferien:
”Jeg synes, det er mega fedt, at vi kan få lov at prøve det. Det bliver rigtig sjovt at skulle rundt og møde hold fra hele Danmark og ikke kun fra området her. Jeg er virkelig glad for, at jeg kan få chancen for at prøve det,” siger Sofie Lassen.
Selvom en DM-licens kan betyde store ændringer, så er det ikke noget, som Sofie Lassen er nervøs for:
”Der bliver en øget konkurrence, fordi man nu for alvor skal være blandt de bedste for at få spilletid. Der kommer også en ny træner, og så kommer der nok også en række nye spillere, men alle kan være en del af det her fællesskab, og jeg er sikker på, at alle giver det en chance,” siger Sofie Lassen, der stærkt regner med at spille U18 DM efter sommer.
Der er pt. ikke fundet en træner til det kommende DM-hold, men klubben holder i øjeblikket samtaler med mulige kandidater.