KoldingQ vinder bronzemedaljer i 3F Ligaen efter sejr over Odense Q

0
1225

KoldingQ sikrede sig søndag bronzemedaljerne i 3F Ligaen, da de i sidste spillerunde vandt 3-1 over Odense Q. Lotte Troelsgaard blev dobbelt målscorer.

Af Martin Vestergaard Jensen

Søndag blev sidste runde i årets 3F Liga spillet, og medaljekampen blev afgjort. Det blev KoldingQ der søndag kunne juble, da dommeren fløjtede af, efter de besejrede Odense Q med 3-1 på hjemmebane, og dermed sikrede sig bronzemedaljerne, som har været klubbens mål hele sæsonen.

Koldingenserne kom flyvende fra start på hjemmebanen på Mosevej, og allerede efter 12 minutter, bragte Mille Gejl hjemmeholdet foran 1-0. Efter 39 minutter gjorde Lotte Troelsgaard det til 2-0, der også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg kom fynboerne bedre med i kampen, og efter 76 minutter reducerede udeholdet fra Odense Q til 1-2, da anfører Tenna Kappel scorede. Lotte Troelsgaard afgjorde dog kampen fem minutter senere, da hun gjorde det til slutresultatet 3-1. Dermed ender koldingenserne foran VSK og BSF, som de har kæmpet hårdt med om at vinde bronzemedaljerne.

Netop BSF og VSK mødtes også søndag i Aarhus, og her blev det til en overbevisende 3-0 sejr for hjemmeholdet VSK Aarhus. Målscorerne i kampen blev Janni Thomsen, Christina Ravn og Sif Rykjær. Dermed ender VSK Aarhus som nummer fire med et point mere end BSF.

På Nord Energi Arena i Hjørring blev der spillet topkamp, da Brøndby var på besøg hos mestrene fra Fortuna Hjørring. Det blev her til en overbevisende 4-1 sejr for hjemmeholdet, der fik overrakt pokalen efter kampen som symbol på deres suveræne sæson, hvor de blev mestre med otte point ned til Brøndby på andenpladsen.

Fodbold For Piger ønsker alle medaljetagerne samt mestrene fra Fortuna Hjørring stort tillykke med deres flotte sæson, og siger tak for nogle gode og intense kampe.