Nyt trænerteam for U18 øst i BSF
Efter en stor indsats i de seneste sæsoner fra Gert Sørensen, skal BSF U18 elite øst have nyt trænerteam. Således har klubben fundet afløserne til den afgående træner, der i foråret meldte klubben og holdet, at han til sommer takker af.
Af BSF
BSF har indgået aftale med Brian Trolle og Brian Madsen, der kommer til fra Ølstykke FC, hvor de senest har trænet 1. kvindesenior. Brian Trolle har trænet i klubben i de seneste 6 år, alle årene i pige/kvindeafdelingen, mens Brian Madsen de seneste 2 år har været omkring Ølstykke FCs 1. kvindesenior.
”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang – så meget, at jeg dårligt kan vente. Jeg ser frem til at møde pigerne og lære dem at kende, men også at blive en del af det de godt kan lide, nemlig fodbold. Jeg kommer ind med en klar ambition om at udvikle dem som fodboldspillere og samtidig give dem nogle gode oplevelser,” siger Brian Trolle.
”Vi skal til en klub og til et hold, hvor der er forventninger til os, hvilket vi har brug for – det er noget jeg har savnet. Jeg er spændt, men også fyldt med begejstring over at skulle i gang efter sommerferien. Vi er allerede ude nu og se på pigerne spille, og vi snakker allerede sammen om holdet og lægger planer. Jeg tror på at det er et rigtig godt match for begge parter, og jeg kan ikke vente med at stå på banen i BSF,” siger Brian Madsen.
Brian Trolle er B-licenstræner, mens Brian Madsen agter at påbegynde B-licensen. Begge har spillet fodbold og begge har spillet i Ballerup som ungdomsspillere. Brian Trolle spillede Sjællandsserie/Danmarksserie i Ballerup, mens Brian Madsen var omkring diverse ungdomslandshold og nåede 2. division i B93.
”Vi har været meget glade for at være Ølstykke og haft nogle rigtig gode år med dygtige spillere, men vi ville gerne noget mere, og vi ser frem til at blive en del af en klub med et elite set up, og en klub, der satser på pige/kvindefodbold. Det at skulle arbejde med spillere der er træningsparate og villige til at lære, det bliver fedt. Pigerne kan forvente to trænere med stor energi og engagement, og to trænere der går ind for den gode, underholdende fodbold,” slutter Brian Trolle.
U18 øst holdet i BSF er pt., nummer 4 i rækken.