Det danske U19-landshold spillede onsdag deres førte kamp ved EM-slutrunden i Schweiz, hvor det blev til et knebent nederlag mod Tyskland. Efter kampen gav de to landsholdsspillere Matilde Lundorf (VSK Aarhus) og Sara Holmgaard (Fortuna Hjørring) sig tid til at skrive dagbog omkring, hvordan hele den første kampdag forløb, og deres tanker om selve kampen. Læs dagbogen her:
Dagbog fra Matilde Lundorf og Sara Holmgaard, redigeret af Martin Vestergaard Jensen
Efter at have trænet, glædet os og ventet i spænding, siden vi i april kvalificerede os, kom dagen endelig, hvor vi skulle spille første gruppekamp til U19 EM 2018!
Dagen startede med en gåtur og lidt let udstrækning, og herefter spiste vi morgenmad i hotellets restaurant. Efter morgenmaden stod den på afslapning og opladning til kamp. Her foretrækker nogle en lur, andre at høre musik eller gå en tur ned forbi den turkisblå flod, som ligger lige ved hotellet.
11.40 var der taktisk oplæg. Her kom de sidste detaljer på plads. Kl. 12.00 spiste vi matchmeal. En udsøgt kulinarisk oplevelse; nemlig: da da da daam: pasta med kødsovs!
Vi kørte i bus til et splinternyt stadion. Græsset var perfekt, og temperaturen viste 30 grader. Stemningen var god, men det var også let at mærke nervøsiteten, da ingen af os nogensinde før har prøvet at spille en slutrundekamp.
I kampen kom vi godt fra start. Vi fik slået nogle gode bolde i bagrum, hvor tyskerne efterlod massere af plads – bare ærgerligt, at vi ikke kunne få prikket bolden ind bag deres keeper. I pausen var vi fortrøstningsfulde og glade. Vi stod med en god mavefornemmelse og en stolthed over, at vi spillede så godt og lige op mod et så stærkt hold som Tyskland. Det lykkedes dog desværre ikke at holde dem væk fra målet, og efter 54 min stod der 1-0. De sidste par minutter havde vi nogle meget store chancer, som vi kunne have udlignet på, men heldet var ikke med os… Skuffelsen var derfor stor, da vi gik fra banen, men vi gik også derfra med en stolthed og en følelse af at have leveret alt, hvad vi kunne.
Resten af dagen slappede vi af på hotellet, spiste godt, evaluerede kampen og hyggede os med hinanden. Nu ser vi frem til kampen mod Italien, hvor vi vil gøre alt for at få en sejr og tre point! En plads i semifinalen tror vi stadig på!