I en vanvittig intens og spændende kvalifikationskamp, hvor det længe lignede en Kroatien-sejr, fik Danmark udlignet til 1-1 i kampens overtid på mål af Nadia Nadim. Det betyder, at Danmark selv kan afgøre deres VM-kvalifikationskamp mod Sverige på tirsdag, hvor en sejr sender dem direkte til VM.
Af Andrea Signe Trolle
Det blev til en stor, intens og spændende torsdag aften i dansk kvindefodbold. Aftenen startede godt, hvor den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, blev kåret til Europas bedste – men hun kunne ikke selv deltage til overrækkelsen på grund af Danmarks vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien.
Det blev ikke til den kønneste danske forestilling og efter 1. halvleg var stillingen stadig 0-0. I 2. halvleg kom Danmark skidt ud af omklædningsrummet og det blev straffet et kvarter inde i 2. halvleg, hvor Kroatien kom foran 0-1. Herefter lignede det længe en Kroatien-sejr på trods af Danmark var spildominerende, men først inde i overtiden kom den forløsende danske scoring.
1,5 minut inde i overtiden lagde Maja Kildemoes en bold ind i feltet, hvorefter Simone Boje kiksede en afslutning, som i stedet røg ud til Nadia Nadim, der sendte bolden i netmaskerne og scorede til 1-1. Et enormt vigtigt mål, der betyder, at Danmark selv kan spille sig til VM, hvis de vinder over Sverige i kvalifikationskampen tirsdag aften.