Søndagens eneste U18 DM-opgør stod mellem Vildbjerg og Varde på førstnævntes hjemmebane. Her var hjemmeholdet det stærkeste hold på banen og det blev til en sejr til Vildbjerg på 4-1, der nu har fået sæsonens første point.
Af Andrea Signe Trolle
Efter hele fem U18 DM-kampe lørdag eftermiddag, var der kun en enkelt af slagsen på programmet søndag. Kampen blev fløjtet i gang klokken 15.30 og var et midtjysk opgør mellem Vildbjerg og Varde. Vildbjerg havde ingen point forud for kampen, som dog også kun var holdets anden kamp i sæsonen, mens Varde til gengæld havde fire point efter to kampe.
Fra kampens startfløjt var hjemmeholdet fra Vildbjerg stærke og allerede efter fire minutter stod det 1-0 efter et mål af Johanne Kjær Troelsen. Tyve minutter senere var det igen hjemmeholdet, der rørte ved måltavlen, da Camilla Hjortsø scorede til 2-0.
Efter pausen var det igen Vildbjerg, der kom stærkest ud af omklædningsrummet. Seks minutter inde i anden halvleg gjorde Emma Biesbjerg Just det til 3-0 og i 86’ minut gjorde Sille Mølleskov det til 4-0. Gæsterne fra Varde nåede lige at pynte på resultatet med en scoring af Line Olsen i sidste minut, men ved slutfløjt var stillingen 4-1 og Vildbjerg-spillerne kunne tage hjem med sæsonens første tre point i tasken.