Efter tre ugers landsholdspause meldte tropperne fra 3F ligaen sig igen klar på grønsværen. Her viste Brøndby og Fortuna Hjørring en god form, mens B.93 forgæves kæmpede for de første point i ligaen.
Af Camilla Bergholm
I weekenden blev 3F ligaen igen fløjtet i gang efter en pause. Her mødte KoldingQ lørdag Brøndby på hjemmebane, mens Odense Q mødte Fortuna Hjørring. I lørdagens sidste kamp tørnede ligaens førsteplads, BSF, sammen med FC Thy – Thisted Q. Søndagens kamp bød på et møde mellem B.93 og VSK Aarhus.
Gensynsglæden blev ikke stor i Kolding
KoldingQ – Brøndby: 0-3
Sidste gang KoldingQ mødte Brøndby i 3F ligaen vandt KoldingQ med 4-1. Der var derfor gode udsigter til en spændende kamp om lørdagen, da ligaens andenplads, Brøndby, skulle på besøg hos ligaens fjerdeplads, KoldingQ. Der skulle dog alligevel gå 43 minutter, før der kom et mål på tavlen. Målet blev sat ind af tidligere KoldingQ spiller, Mille Gejl Jensen. To minutter inde i anden halvleg gjorde Nanna Christiansen det til 0-2 efter en assist af Katrine Abel. Gensynsglæden blev ikke større af, at Mille Gejl Jensen efter 77 minutter scorede sit andet mål mod sin gamle klub. Hun scorerede dermed til kampens resultat; 0-3. Dette resultat sikrer Brøndby en forløbelig førsteplads i 3F ligaen, mens KoldingQ ryger ned på en sjetteplads.
Fortuna Hjørring sikrede sig tre point efter tre mål
Odense Q – Fortuna Hjørring: 0-3
Der ventede Odense Q en stor udfordring, da de lørdag mødte ligaens tredjeplads, Fortuna Hjørring. Fortuna Hjørring havde ugen forinden meldt ud, at Signe Bruun skiftede fra de danske mestre til Paris Saint Germain med øjeblikkelig varsel. Fortuna Hjørring viste dog, at de stadig har planer om at holde sig i toppen. Efter 29 minutter bragte Florentina Olar Fortuna Hjørring foran med 0-1. Caroline Møller Hansen gjorde det i anden halvleg til 0-2. For anden kamp i streg fik vi en dobbeltmålscorer, da Florentina Olar scorede til kampens resultat 0-3. Fortuna Hjørring beholder med deres sejr tredjepladsen, mens Odense Q stadig sidder fast i bunden.
BSF udlignede i sidste øjeblik
FC Thy – Thisted Q – BSF: 1-1
I den sidste af lørdagens kampe skulle FC Thy-Thisted Q møde førstepladsen, BSF. Dette bød på en spændende kamp, hvor Malene Sørensen allerede efter syv minutter gjorde det til 1-0. 37 minutter inde i kampen fik FC Thy-Thisted Q chancen for at bringe sig foran med 2-0, da de blev tildelt et straffespark. Amanda Brunholt reddede dog bolden og holdte BSF inde i kampen. BSF blev efter 41 minutter reduceret til 10 spillere. Chirine Lamti forsøgte at stoppe en kontra, hvilket resulterede i en udvisning. Da der var spillet et minut af overtiden udlignede Amalie Thestrup til 1-1 og sikrede BSF et point efter en nervepirrende afslutning. Pointet er dog ikke nok til, at BSF kan beholde førstepladsen, og de må derfor tage sig til takke med andenpladsen i ligaen. FC Thy-Thisted Q beholder femtepladsen.
Sejr til VSK Aarhus fastholder B.93 under stregen
B.93 – VSK Aarhus: 0-2
Inden søndagens kamp mod VSK Aarhus gjorde B.93 det klart på deres Facebook, at de jagtede de første point i 3F ligaen. Efter 18 minutter viste VSK Aarhus dog, at de heller ikke har planer om at ligge i bunden af ligaen. Emma Andersen sendte bolden i nettet til 0-1. Stillingen holdte til slutningen af kampen, hvor Jannie Thomsen scorede til kampens resultat; 0-2. VSK Aarhus kunne derfor drage til Jylland med tre point i bagagen, som sender dem op på en fjerdeplads i ligaen. B.93 fastholder deres syvendeplads.
Stillingen i 3F ligaen ser efter weekendens kampe således ud: