3F-overblik: Fortuna Hjørring er igen med helt i toppen – Odense Q og B93 har det fortsat svært

0
1108

Weekendens kampe i 3F Ligaen bød på mange mål. Fem mål og sejr blev det til for både Brøndby, KoldingQ og Fortuna Hjørring. Odense Q og B93 kæmper til gengæld fortsat med at få de første point i hus. 

Af Camilla Bergholm

For flere af holdene i 3F Ligaen er det på det seneste blevet til mange kampe med både ligakampe, pokalkampe og Champions League. Alligevel bød denne runde på masser af mål og underholdning. Brøndby vandt overbevisende 5-0 over BSF, og det samme gjorde sig gældende for Fortuna Hjørring mod VSK Aarhus. KoldingQ vandt over Odense Q efter en solid præstation. Fire sene mål blev det til for FC Thy – Thisted Q, der vandt hjemme over B93.

Brøndby overlegen i topkamp

Brøndby – BSF (5-0) 

Cheftræner for BSF, Thomas Maale, havde før kampen udtalt, at lørdagens kamp mod Brøndby ville blive svær. Og svært det blev det.

BSF var ellers godt med op til pausen. Efter 29 minutter scorede Ria Ôling efter en assist af Nicoline Sørensen. Stillingen holdt hele første halvleg.

Efter 52 minutter gik det stærkt. Ria Ôling scorede først sit andet mål til 2-0. To minutter senere scorede Nicoline Sørensen til 3-0. Da der var spillet 61 minutter af kampen scorede Mille Gejl Jensen til 4-0. Nanna Christiansen ville også være med i målfesten og scorede på straffe efter 68 minutter.

Stillingen blev 5-0, og BSF måtte tage hjem uden point. BSF ryger derfor ned på en tredjeplads. Brøndby beholder til gengæld førstepladsen i ligaen.

KoldingQ viste tænder i Odense

Odense Q – KoldingQ (1-5)

KoldingQ vandt lørdag over Odense Q efter en solid og overbevisende præstation.

Efter 22 minutter scorede Sofie Emilie Riis til 0-1. Stillingen varede dog ikke ved.

Odense Q havde efter en vellykket kamp tidligere på ugen mod MG & BK i pokalturneringen skaffet sig noget selvtillid på kontoen. Dette udnyttede de 36 minutter inde i kampen, hvor Odense Q udlignede efter et mål af Tenna Kappel Bendtsen.

KoldingQ viste dog tænder og svarede igen efter 44 minutter, da Britta O. B. Olsen scorede til 1-2.

To mål blev det til i kampen for Sofie Emilie Riis, der efter 51 minutter scorede til 1-3. Louise Eriksen sparkede bolden i mål efter 62 minutter, hvorefter Lotte Troelsgaard gjorde det til kampens resultat 1-5.

KoldingQ sidder fast på sjettepladsen trods sejren, mens Odense Q stadig befinder sig i bunden uden point.

Fortuna Hjørring tog smilet med hjem fra Aarhus

VSK Aarhus – Fortuna Hjørring (0-5) 

Aarhus bliver kaldt smilets by. Alligevel var der ikke meget at smile af for VSK Aarhus, der tabte på hjemmebane til Fortuna Hjørring.

Første halvleg var, ifølge assistenttræner for Fortuna Hjørring, Peter Enevoldsen, præget af et lavt tempo. VSK Aarhus var fysisk stærke, hvilket de fik lov til at udnytte. En scoring blev det alligevel til, da Sanni Maija Franssi efter ti minutter scorede til 0-1.

Tempoet blev i anden halvleg sat op. 48 minutter inde i kampen scorede Tamires Di Britto Gomes til 0-2. Tamires Di Britto Gomes scorede igen efter 72 minutter, hvorefter det gik stærkt. To minutter senere scorede Tamires Di Britto Gomes sit tredje mål i kampen. Caroline Møller Hansen scorede efter 77 minutter til kampens resultat 0-5.

Fortuna Hjørring kæmpede sig med sejren op på andenpladsen, mens VSK Aarhus beholder sin fjerdeplads i ligaen.

Mål på stribe skaffede FC Thy – Thisted Q sejren

FC Thy – Thisted Q – B.93 (4-0)

Første del af kampen mellem FC Thy – Thisted Q og B93 var præget af til tider rodet spil. Derfor skulle der gå 67 minutter, før det første mål kom på tavlen. Det stod FC Thy – Thisted Q’s Beate Marcussen for. Herefter forandrede kampen sig som følge af et FC Thy – Thisted Q-hold, der fik et mere sammenhængende spil stablet på benene.

Jubelen og musikken på stadion havde nærmest ikke lagt sig, da FC Thy – Thisted Q slog til igen. Denne gang var det Agnete Marcussen, der blot ét minut senere gjorde det til 2-0. 72 minutter inden i kampen gjorde Malene Sørensen det til 3-0. FC Thy – Thisted Q fik efter 87 minutter tildelt et straffe. Selvom målvogter, Josephine Madsen, sprang til den rigtige side, var Matilde Kjeldgaards skud placeret så langt ude i siden af målet, at der ikke var noget at gøre. Hun scorede dermed til kampens resultat 4-0.

Resultatet rykker ikke meget ved holdenes placering i ligaen. FC Thy – Thisted Q beholder femtepladsen, mens B93 stadig er på syvendepladsen uden point i ligaen.

Stillingen ser efter weekendens kampe således ud: