Ny sæson skudt godt i gang hos DM-vinderne fra Aabybro Efterskole

0
2056

Aabybro Efterskole startede i denne uge sæsonen med to smalle sejre på 1-0 i træningskampene mod de lokale rivaler fra HCI.

Det var 30 spændte fodboldpiger fordelt på skolens første og andethold, der traditionen tro tog imod spillerne fra Himmerlands centerets Idrætsefterskole. Nervøsiteten skyldtes ikke mindst de store fodspor, som skulle udfyldes efter sidste års succehistorie – hvor pigerne fra Aabybro Efterskole vandt Danmarksmesterskabet for efterskoler. Yderligere måtte holdet i dagens anledning undvære de to landsholdsspillere Sofie Lundgaard og Cornelia Kramer, der begge befinder sig på træningslejr i Finland.

Banerne i Aabybro bar stadig præg af den fantastiske sommer, hvor mangel på vand dog har betydet knoldede baner og at græs flere steder på banen er en mangelvare. Således var der ikke lagt op til det helt store tekniske show, og associationerne sendte mere tankerne i retning af en historisk slagmark fra en Braveheart-film.

Aabybro Efterskoles andethold lagde ud mod HCI’s ditto i en kamp som hjemmeholdet hurtig kom til at dominere uden for alvor at blive farlige. Sara Nygaard i målet havde en stille dag på kontoret, og tog sig af de få halve chancer, og viste ellers, at hun på glimrende måde formåede at deltage i spillet med fødderne, som en ekstra stopper, når dette blev nødvendigt.

På trods af et helt års skadespause viste midtbanespilleren Marie Grøn-Iversen, der har taget turen fra Silkeborg til Aabybro, at hun fremover er en spiller man kan regne med – hun var stærk på bolden og satte flere farlige angreb i scene og dirigerede fornemt sine medspillere.

Det skulle dog blive to lånespillere fra skolens håndboldlinje, der afgjorde kampen, da Julie Kemfner fulgte op på et hjørnespark fra Maja Rye – og resolut bankede bolden op under overlæggeren uden chance for keeperen.

I den efterfølgende kamp mellem førsteholdene kom Aabybro Efterskole i starten under pres, men efter lidt rokade fik de styr på spillet, og dominerede herefter resten af kampen. Olivia Veggerby fra Hjallerup blev flyttet fra en back op i angrebet – og kvitterede kort efter med kampens enlige scoring. Det var tydeligt at se at Aabybro-pigernes centrale akse bestod af nuværende eller tidligere spillere fra AaB pigefodbold – disse fandt hurtig sammen i spillet – og suppleret med dygtige spillere som fx Sofie Rokkjær fra FC Thy og Anne Sofie Reinert fra Ringkøbing satte de sig på spillet. Sidstnævnte leverede en flot kamp på trods af, at hun ikke tidligere har optrådt på dette niveau og faktisk først startede med at spille fodbold for få år siden.

En dejlig start for Aabybro Efterskoles piger, der nu begynder jagten på endnu et trofæ – det første skridt er nu taget – og lige om hjørnet venter den første udfordring, når der fredag d. 28. september kæmpes om de nordjyske mesterskaber på Aalborg Frejas baneanlæg.

 

 

Hvis du vil høre mere om Aabybro Efterskoles fodboldlinje kan du besøge os på efterskolernes dag søndag d. 30 . september 2018 kl. 13:00 – 17.00.

Vi er en skole med stor vægt på sport og det boglige – alle elever skal have både en sportslinje og en boglig linje. Der er plads til fodboldpiger på alle niveauer, og er du elitespiller har du muligheden for at blive ekstra udfordret ved at kombinere dit efterskoleophold med kamp og træning i AaB flere gange i ugen.

Aabybro Efterskole har over flere år opbygget en af landets stærkeste fodboldlinjer – vi har været med til at udvikle spillere til landets bedste rækker og landshold – og har således  stor erfaring med at skabe de bedste rammer for elitespillere med en god balance mellem fodboldfaglighed og fokus på det hele menneske. Med 6 nordjyske mesterskaber på stribe er Aabybro Efterskole det sikre valg.

For yderligere oplysninger se vores hjemmeside: www.aabybroefterskole.dk

 

af Esben Mathiasen