Sofie Bruun Bredgaard: “Det er dejligt at score mål”

0
1609

Sofie Bruun Bredgaard har i sæsonens første 5 kampe scoret hele 10 kasser for B93 i U18 DM. Fodbold for piger har taget en snak med den unge målræv om hendes personlige succes og holdets sæsonstart.

Af Signe Holt Andersen

Efter sæsonens første 5 kampe er det Sofie Bruun Bredgaard fra B93, som er i front på topscorerlisten. Fodbold for piger har taget en snak med hende. Selvom Sofie nyder at score mål, så er det holdet som er vigtigst for hende.

“Det er selvfølgelig altid dejligt at lave mål og det er da også noget som betyder noget for mig. Men samtidig er jeg ligeglad med om det er mål, assists eller en god kamp, som er måden jeg kan hjælpe holdet bedst muligt på. Det vigtigste er at jeg kan hjælpe holdet og at vi sammen får nogle gode resultater ,” siger Sofie.

B93 er kommet fint fra start og indtager på nuværende tidspunkt en 5. plads i landets bedste række for U18 piger. Sofie siger følgende om sæsonstarten:

“Overordnet synes jeg vi har haft en ganske fin sæsonopstart. Jeg synes vi har spillet rigtig fint i perioder og der er selvfølgelig nogle kampe, som har været bedre end andre – jeg er i sær stolt over præstationen mod Lyseng, som var noget for sig selv”.

Næste gang B93 og Sofie Bruun Bredgaard skal i aktion er den 23. september, hvor de skal op imod FC Nordsjælland på udebane. Dette er en kamp, som Sofie ser meget frem til.

” Det bliver en spændende kamp, og en kamp jeg glæder mig meget til. Jeg synes de har et rigtig fint hold, med en masse gode og ældre spillere. Så det er bestemt ikke et hold, som man skal tage fejl af, hvilket man også kan se på deres resultater i de første kampe ,” lyder det fra Sofie.