Brøndbytræner “supergodt” tilfreds efter 1-1: Vi kunne ha’ vundet

0
1665
Brøndby fotograferet på stadion i Lillestrøm tirsdag aften - dagen før Champions League-kampen. Foto fra Brøndby IF Womens facebookside

Brøndby spillede 1-1 ude i den første 1/8-finale mod de norske mestre fra LSK. “Vi ved, vi kan gøre det bedre,” siger Brøndby-træner Per Nielsen 

1-1 på udebane mod de norske mestre LSK fra Lillestrøm i den første af to 1/8-finaler i Champions League. På papiret et ganske godt udgangspunkt for Brøndbys kvinder inden returkampen i Brøndby onsdag den 31. oktober, og Brøndby-træner Per Nielsen er da også “supergodt tilfreds,” siger han til Brøndby IF Womens facebookside.

“Vi ved, at vi kan gøre det bedre, når vi spiller hjemme. Men vi fik et udebanemål, spiller noget god fodbold og havde egentlig også chancer til at vinde denne kamp, så jeg sad ude på bænken med en god fornemmelse gennem hele 2. halvleg og var rimelig rolig,” siger Per Nielsen.

“Jeg sad ude på bænken med en god fornemmelse gennem hele 2. halvleg og var rimelig rolig”

Per Nielsen, Brøndbys træner

LSK bedst fra start

LSK kom bedst fra start og skal man tro klubbens eget referat på sin hjemmeside, så skulle de norske mestre have ført med to-tre mål efter 30 minutter. Men der blev skudt forbi eller direkte på Brøndbys keeper, og derfor kom scoringen først efter en halv time, da Guro Reiten, holdets topscorer, fik chancen.

“Hun havde fået et smæld i ankelen og var ved at sætte sig ned, men da Sophie Roman Haug spillede bolden til hende, bed hun tænderne sammen og fyrede af. Den danske keeper var chanceløs, da bolden susede op i hjørnet,” lyder det i LSKs referat, som fortæller at det var Guro Reitens første champions league-mål.

Emilie Henriksen: Jeg tog chancen

Der gik dog kun fem minutter, Så fik Brøndby balance i regneskabet, da Emilie Henriksen fra 25 meter bankede riposten efter et hjørnespark over målmanden til det fjerneste hjørne.

“Jeg ser, at de ikke helt får skubbet op. Så tænker jeg, at jeg lige så godt kan tage chancen. Den gik heldigvis ind og det er jeg meget godt tilfreds med, specielt fordi jeg ikke har scoret i lang tid,” fortæller Emilie Henriksen til dr.dk.

Returkampen spilles onsdag den 31. oktober kl. 18 på Brøndby Stadion. Der kan bestilles gratis billetter her. Brøndby håber at slå tilskuerrekorden fra 1/16-finalen mod Juventtus. hvor hele 8530 tilskuere så med.

Forinden gælder det dog 3F Ligaen, hvor Brøndby på lørdag møder B93 hjemme kl. 13.

“Jeg ser, at de ikke helt får skubbet op. Så tænker jeg, at jeg lige så godt kan tage chancen”

Emilie Henriksen, målscorer