HB Køge kvinder rykker op efter sejr

0
2640

HB Køge kvinder spillede søndag eftermiddag mod oprykningskonkurrenterne fra Bella1973, og fra næste sæson skal klubben prøve kræfter med landets tredjebedste række.

Af HB Køge Pigefodbold (Flemming Nielsen)

Spændingen var så sandelig intakt, da HB Køge Pigefodbold og konkurrenterne fra Bella1973 søndag eftermiddag gik til pause i oprykningsbraget på kunstgræsbanen ved Herfølge Stadion.

Pausestillingen var 0-0, men siden fes spændingen relativt hurtigt ud – HB Køge kvindernes iver, energiniveau og spillelyst var simpelthen for stor til, at de mere erfarne kvinder fra Bella1973 kunne følge med. Derfor endte kampen med en sikker sejr og dermed oprykning til HB Køge kvinderne. Fra næste sæson skal de succesfulde kvinder nu prøve kræfter med landets tredjebedste række, nemlig Østrækken.

Og med en blanding af store ambitioner, tro på egne evner, men også ydmyghed, går man nu til opgaven, forklarer Søren Østergaard, der er sportslig koordinator i HB Køge Pigefodbold.

Først og fremmest vil vi gerne lave et bæredygtigt projekt, hvor både økonomi og ambitioner hænger sammen. Og det skal vi bygge op i et stille og roligt tempo, siger han og fortsætter:

Vi er ganske ambitiøse og arbejder for at fastholde vores mange lokale, dygtige spillere. Det har været vigtigt for os at kunne tilbyde gode forhold, så de ikke forsvinder til andre og større klubber som Brøndby eller B93. Vi vil gerne have et lokalt alternativ til den lange køretur til andre klubber, siger Søren Østergaard.