Topholdene viste kvalitet, mens Odense Q og B.93 sidder fast i bunden

0
1020

Fredag og lørdag bød på fodbold i 3F Ligaen. Både Fortuna Hjørring og Brøndby havde målfest, mens bundholdene Odense Q og B.93 må se længere og længere efter de andre hold i ligaen.

 Af Camilla Bergholm

Koncentration og mål var kendetegnet for Brøndby og Fortuna Hjørring denne weekend. VSK Aarhus fastholder også topplads efter en tæt kamp mod KoldingQ. Til gengæld måtte både Odense Q og B.93 se langt efter ligaens andre hold.

To straffe og sejr til BSF

B.93 – BSF (1-2)

Den seneste kamp mellem B.93 og BSF var i Sydbank Kvindepokalen, og da blev det til en sejr på 2-0 til B.93. Det københavnske hold kom derfor ud til fredagens kamp med blod på tanden.

På Facebook gjorde de det klart inden kampen, at de havde planer om at score flere mål. Det blev også til et enkelt mål for B.93, men det var ikke nok mod modstanderen fra Ballerup. BSF ville have revanche. Og det lykkedes.

Efter 36 minutter fik BSF tilkæmpet sig et straffe, som Amalie Thestrup udnyttede til at bringe udeholdet foran. Også B.93 blev tildelt et straffe, som Mette Perthu-Hansen satte i målet til 1-1. BSF var dog ikke villige til at give hjemmeholdet point, og Simone Rydahl scorede 75 minutter inde i kampen til kampens resultat 1-2.

BSF beholder med sejren fjerdepladsen, mens B.93 fortsat befinder sig under nedrykningsstregen på en syvendeplads.

Masser af mål og en koncentreret indsats

FC Thy – ThistedQ – Fortuna Hjørring (0-7)

FC Thy – ThistedQ tog lørdag imod de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring. Thyboerne vidste inden kampen, at det ville blive en stor oplevelse for både spillere og publikum, men samtidig ville det også blive en svær kamp. Alligevel var FC Thy – ThistedQ klar til at jagte overraskelsen, som de fortalte på deres Facebook-side inden kampen.

Holdet fra Hjørring var klar til lørdagens kamp, hvor de havde planer om at sætte hjemmeholdet ud på en løbetur. Og løbetur var lige, hvad thyboerne kom på. Koncentrationen hos Fortuna Hjørring var ikke til at tage fejl af, hvilket de viste helt fra starten. Sanni Maija Franssi scorede efter 22 minutter kampens første mål. Det skulle herefter vise sig, at Fortuna Hjørring ikke var færdige med at sende bolden i hjemmeholdets net. Sara Holmgaard scorede efter 33 minutter, og syv minutter senere scorede Florentina Olar til 0-3. Tamires Di Britto Gomes scorede 54 minutter inde i kampen, og fire minutter senere scorede hun igen til 0-5. Efter 72 minutter fik Caroline Møller Hansen sendt bolden i målet, og fem minutter senere scorede Ida Schilling Guldager til kampens resultat 0-7.

FC Thy – ThistedQ bliver på sjettepladsen, og Fortuna Hjørring sidder fortsat på andenpladsen.

Tæt kamp i Aarhus

VSK Aarhus – KoldingQ (3-2)

VSK Aarhus tog lørdag imod KoldingQ. Der var lagt op til et tæt opgør, hvilket er kendetegnet for deres indbyrdes dueller. Begge hold var derfor klar til at kæmpe sig frem til de tre point.

Kampen blev en tæt affære, hvor de to hold fulgte hinanden i store dele af kampen. Emma Andersen scorede 23 minutter inde i kampen til 1-0 efter en assist af Rikke Marie Madsen. Signe Boysen udlignede dog efter 34 minutter. Der skulle gå noget tid igen, før bolden kom i mål. Lotte Troelsgaard scorede efter 70 minutter til 1-2. VSK Aarhus pressede dog på, og Simone Hagelskjær scorede fem minutter senere til 2-2. Århusianerne ville dog have mere, hvilket lykkedes et minut senere, hvor Rikke Marie Madsen scorede til kampens resultat 3-2.

VSK Aarhus beholder efter sejren tredjepladsen, mens KoldingQ stadig befinder sig på femtepladsen.

Målfest i Odense

Odense Q – Brøndby (1-10)

Lørdag mødte bundholdet fra Odense topholdet fra Brøndby. Det var allerede inden første fløjt en svær opgave for det fynske hold, der skulle spille mod et stærkt spillende Brøndby.

Det blev også til målfest for topholdet. Allerede efter tre minutter startede festen, da Mille Gejl Jensen scorede til 0-1. Herfra gik det hurtigt. Nanna Christiansen scorede efter syv minutter til 0-2, hvorefter Kamilla Ørskov Jensen reducerede til 1-2. Nanna Christiansen scorede igen efter 29 minutter, og Louise Winter scorede ét minut senere. Nanna Christiansen scorede hattrick efter 39 minutter. Laura Lillholm Petersen fik bolden i det forkerte mål efter 46 minutter. Nicoline Sørensen scorede fire minutter senere, hvorefter Rikke Læntver Sevecke scorede til 1-8. Nicoline Sørensen scorede 74 minutter inde i kampen sit andet mål. Rikke Læntver Sevecke sluttede målfesten efter 90 minutter til 1-10.

Med storsejren i Odense fastholder Brøndby førstepladsen, og Odense Q sidder fortsat fast i bunden på ottendepladsen.

Stillingen ser nu således ud: