På lørdag klokken 13 mødes VSK Aarhus og Brøndby på Brøndby Stadion. Her vil ligaens andenplads ikke blot lægge sig fladt ned og forsvare sig, når de møder ligaens tophold, Brøndby.
Af Camilla Bergholm
På lørdag tager VSK Aarhus til Brøndby. Her skal de forsøge at bevare den andenplads, de fik tilkæmpet sig i forrige runde. Kampen spilles på Brøndby Stadion og fløjtes i gang klokken 13. Brøndby har indtil videre haft en god sæson, hvor de har fået en del point på kontoen. Derfor forventer cheftræneren for VSK Aarhus, Hans Paarup, en kamp, hvor det bliver svært at have bolden længere tid ad gangen.
”Vi forventer en svær kamp mod et rigtig dygtigt hold. En kamp, hvor vi kommer til at have bolden mindre, end vi plejer, men hvor vi også nok skal få mulighederne, hvis vi står sammen, arbejder hårdt for hinanden og investerer i at løbe for boldholder,” siger han. Selvom det bliver en svær kamp, glæder han og holdet sig til at møde nogle dygtige spillere.
”Derudover glæder vi os til at skulle møde dygtige spillere og på at måle, om vi er kommet lidt tættere på end sidst, vi mødte dem,” siger cheftræneren. Til gengæld tager århusianerne ikke afsted for bare at skulle forsvare sig. De går efter mere.
”Vi kommer ikke for at stille os ned og forsvare, men vil forsøge at få noget ud af kampen. Både resultatmæssigt men også udviklingsmæssigt,” siger han om deres mål for kampen.
Brøndby er dygtige, men det er VSK Aarhus også
Hans Paarup er imponeret over Brøndbys sæson indtil videre, hvor de har været suveræne. Han ved derfor også, hvor de skal være ekstra opmærksomme.
”Brøndby er dygtige i deres kombinationsspil, og det skal vi selvfølgelig forsøge at undgå at blive fanget i. Vi vil desuden gerne undgå at skulle forsvare i for store perioder af kampen, og vi skal forsøge at fastholde bolden i egne rækker i perioder samt spille direkte, når det er en mulighed,” siger han.
VSK Aarhus’ cheftræner ved dog også, på hvilke områder holdet kan gøre ondt på Brøndby.
”Vores offensive spillere er dygtige, så hvis vi kan formå at sætte dem i scene, én mod én, og få dem retvendt på Brøndbys banehalvdel, så burde vi kunne kreere chancer mod Brøndby,” siger han.
VSK Aarhus går efter en tredjeplads
Alt kan hurtigt ændre sig i 3F Ligaen. Det kan komme ned til blot et par kampe. Alligevel har VSK Aarhus opnået flotte resultater i første del af sæsonen. Derfor ved cheftræneren også, hvad de kæmper for at opnå.
”Vi har ikke defineret en endelig målsætning. Det giver dog sig selv, at med de flotte resultater, der er opnået her i halvsæsonen, så skal vi gå efter at blive nummer tre i efteråret,” siger han om målsætningen.
Det kan være svært at skulle op mod hold som Fortuna Hjørring og Brøndby. Begge hold har domineret de sidste mange år i 3F Ligaen. Hvad der gør, at det århusianske hold i år er med helt i toppen, har Hans Paarup lidt svært ved at svare på, da han er ny cheftræner i år. Til gengæld giver han pigerne æren, da de har mange kvaliteter. De har taget imod de nye spillere og hjulpet dem på plads, hvilket har gjort en stor forskel.
”Vi har undervejs i halvsæsonen måttet give muligheder til spillere, der ikke har prøvet kræfter med 3F Ligaen. At de har formået at gribe chancen, og at de etablerede har været så gode til at løfte sig selv og hjælpe de nye, er bedre end forventet, og spillerne skal have kæmpestor anderkendelse for det. Jeg tror at den daglige træning, hvor pigerne skubber på, og at vi som hold i kampene har formået at være tydelige i spillestil, har en hel del at sige,” siger cheftræneren.
Til sidst kommer han med endnu en årsag til, at de har gjort det så godt og endda overhalet Fortuna Hjørring.
”Endeligt har vi, måske lidt kedeligt, taget en kamp ad gangen og ikke hele tiden målt os op imod andre modstandere, men fokuseret på os selv og at udvikle det gode miljø, der eksisterer,” siger han slutteligt.
Kampen mellem Brøndby og VSK Aarhus fløjtes op i morgen klokken 13.