Den bedste kvinderække i Sverige har langt flere tilskuere end 3F-ligaen. Politiken har set på, hvad topklubben FC Rosengård i Malmø gør for at trække tilskuere. Markedsføring, konkurrencer og stærke værdier om ligestilling og kamp mod homofobi er nogle af ingredienserne
190 tilskuere så med, da Brøndby og Fortuna Hjørring 3. november 2018 spillede topkamp på Bane 1 i Brøndby. Til sammenligning er der knap 1000 tilskuere på plads i gennemsnit, når den svenske topklub FC Rosengård spiller hjemmekampe i OBOS Damallsvenskan, bare 30 kilometer længere mod øst i Malmø.
DBU og Kvindedivisionsforeningen drømmer om et tilskuergennemsnit på 500 til kampene i Den Nye Kvindeliga, så måske er det værd at kigge til Sverige, der i årevis har trukket langt flere tilskuere til sine kampe, og endda fået tilskuerne til at betale for billetterne.
Politiken har været i Malmø for at se, hvad det lokale tophold i Damallsvenskan, FC Rosengaard med Sanne Troelsgaard og Simone Boye på holdet, gør for at trække tilskuere. Og her er der inspiration til de danske 3F-klubber, som gerne vil trække flere til kamp i landets bedste række.
Politiken fortæller:
- Når FC Rosengård spiller hjemmekamp, kører lokale bybusser rundt med flag i klubbens blå og røde farver.
- Tilskuere med sæsonkort kan køre gratis med bussen til og fra stadion.
- Et pigehold fra FC Rosengård spiller opvarmningskamp før Damallsvenskan-kampen.
- Før kampstart er der konkurrencer for børn på opvisningsbanen. Børnene kæmper om at nå først frem til fodbolde, der sparkes ud.
- Piger fra de omkringliggende klubber er boldpiger. De går på banen med FC Rosengårds spillere, og deres forældre kigger med fra tribunerne.
- Sydsvenskan, det lokale dagblad, har op til dagens kamp bragt annoncer for opgøret.
Flere aktiviteter og klare holdninger
Og FC Rosengård vil gøre det endnu mere attraktivt at gå til kamp i Malmø:
”Vi taler om at lave endnu flere omgivende aktiviteter, både for børn og sponsorer. Fodbold skal være mere end bare kampen. Det skal være en oplevelse,” siger Magnus Ericsson, der er kommunikationsansvarlig i FC Rosengård, til Politiken.
Derudover gør FC Rosengård meget ud af dyrke værdier som ligestilling, integration og bekæmpelse af homofobi. Klubben spiller med LGBT-bevægelsens regnbueflag på trøjerne, og hjørneflagene til hjemmekampene er LGBT-flaget.
”Det er værdier, vores supportere og sponsorer godt kan lide,” siger Magnus Ericsson.
Fjerdestørste tv-sport i Sverige
Strategien i FC Rosengård og andre svenske klubber virker. FC Rosengård kan drive et fuldtidsprofessionelt hold og det svenske svar på kvindedivisionsforeningen, Elitfotboll Dam (EFD), har frem til 2023 landet sponsorkontrakter til en værdi af 185 millioner svenske kroner.
OBOS Damallsvenskan er nu den fjerdestørste liga mål på tv-eksponering, kun overgået af herrernes fodboldliga, herrernes håndboldliga og herrernes 1. division i ishockey. Ifølge Politiken siger 24 procent af svenskerne i en måling fra det svenske Upplevelseinstituttet, at de er ”ganske eller meget interesserede i kvindernes liga”.
Damallsvenskans kampe har siden 2015 kunnet se på ligaens egen streamningstjeneste, og det har ifølge EFD været en succes, bare ikke som traditionel flow-visning:
Går efter de unge
”Færre piger og kvinder ser sport generelt, så dem når man ikke på traditionelt tv med fodboldprogrammer domineret af mænd. Med vores onlinesatsning har vi gjort ligaen mere tilgængelig for dem,” siger EFSs generalsekretær Linda Wijkström til Politiken.
Ifølge hende arbejdes der målrettet med at ramme de unge, og det sker ikke med lange kampvisninger men med korte opsummeringer på de sociale medier.
”Pigerne følger med på Snapchat og Instagram. De vil måske ikke se 90 minutters kamp, men opsummeringer på 90 sekunder,” siger hun.
Læs også: Eksperter: Lang vej før økonomien er hjemme i ny kvindeliga
Læs også: 170 tilskuere i gennemsnit til efterårets kampe i 3F Ligaen