DBU og Lokale- og Anlægsfonden har netop udgivet et stort idekatalog, der kan inspirere klubber til at lave omklædningsfaciliteter, som piger og kvinder har lyst til at bruge. Ideerne er bl.a. udviklet i samarbejde med spillere i Herstedøster Idræts Club
Lugten af sure sokker, en bunke glemt, svedlugtende træningstøj i det ene hjørne og et stort, fælles bruserum, hvor alle skal bade sammen. Sådan er omklædningsrum, når de er værst, og for mange piger er det alt end lækkert, at skulle klæde om i sådanne slidte, gamle lokaler, som også bruges af klubbens drengehold.
Mange idrætsklubber oplever, at stadig flere spillere vælger at klæde om hjemmefra, og det er ikke mindst pigerne, der vælger fælles omklædning fra.
Det skal der gøres noget ved. Omklædningsrummet er en vigtig del af klubfællesskabet, og derfor har DBU for længe siden konstateret, at hvis man skal nå målet om at få endnu flere piger til at spille fodbold, skal der gøres noget ved omklædningsfaciliteterne.
På mændenes præmisser
Som DBUs daværende direktør Claus Bretton-Meyer sagde i et interview med FODBOLD FOR PIGER i 2015:
”Meget fodbold er drevet på mænds præmisser. Tag for eksempel omklædningsrummene. Det er typisk sådan nogen, der lugter lidt af sur sok og består af et koldt miljø med bænke i brunt træ, jernbjælker osv. Den slags er mange drenge kodet til at acceptere. De ser det bare ikke. Men mange piger synes det er klamt at komme ind i sådan et omklædningsrum, og de signaler skal vi være langt bedre til at opfange,” siger Claus Bretton-Meyer.
Og nu sker der noget. I samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden og arkitektfirmaet Keingart har DBU netop udgivet et stort idekatalog til klubber, som vil forbedre omklædningsfaciliteterne for piger og kvinder.
Kataloget er dels baseret på undersøgelsen ”Pigernes Stemme”, hvor mere end 1100 pige-fodboldspillere i alderen 13-16 år svarede på spørgsmål om bl.a. deres brug af klubhus og omklædning. Dels på en case fra Herstedøster Idræts Club (HIC) i Albertslund på Københavns Vestegn, som skal bygge et nyt klubhus.
På feltstudie hos FCK i Parken
HIC har længe haft et ønske om at forbedre sine faciliteter, bl.a. af hensyn til klubbens cirka 200 pige- og kvindespillere. Men i stedet for bare at renovere de gamle omklædningsrum, uden at spørge brugerne, har klubben været i gennem et længere forløb, hvor pigerne selv har været med i flere workshops i samarbejde med arkitektfirmaet Keingart.
Som en del af projektet, har HIC-spillerne været med arkitekterne rundt og se forskellige bud på moderne omklædningsrum. De har bl.a. været inde se FC Københavns superligaholds omklædningsrum i Parken, og de har besøgt Charlottehaven Fitness og Health Club på Østerbro.
Under “feltstudierne” har de lavet bedømmelser fra 1-5 af bl.a. stemning, indretning, funktioner og bruseområdet. De har også givet personlige kommentarer, og på grund af disse vurderinger, har arkitektfirmaet lavet skitser til nye omklædningsrum i HIC, som pigerne så igen har kommenteret på.
Du kan se pigernes vurderinger af FCKs omklædning og fitnessklubben her:
Nedenfor kan du se det endelig bud på nye omklædningsfaciliteter i HIC. Målet er, at omklædningsrummet skal styrke fællesskabet, men også respektere spillernes ønske om at kunne være lidt mere private. Som Keingart skriver:
”Hovedintentionen med udformningen er at understrege omklædningssituationens betydning for klubbens sociale liv. Derfor er rummet udformet så man altid er en del af fællesskabet, men indeholder samtidig detaljer, nicher og afskærmninger, som gør det muligt at være lidt mere privat. Omklædningsrummene til piger og kvinder er præget af klare zoneopdelinger i en skozone, en spejlzone, en omklædningszone, en badezone og en tørrezone”.
Du kan se hele idekataloget her: Omklædningsrum til piger og kvinder