U18 DM: Mød ligaens 3 topscorere

0
2010

Hvad har Lærke Dreyer, Lea Duus Madsen og Sofie Bredgaard til fælles? – De har alle 3 scoret hele 15 kasser i efteråret og deler lige nu førstepladsen på topscorerlisten i U18 DM. I denne artikel kan du møde de 3 måltyve, og læse deres bud på, hvem som ender med flest scoringer. Hvem tror du bliver topscorer?

Af Signe Holt Andersen 

I U18 DM er der utroligt tæt løb om topscorertitlen. Efter sæsonens første 13 kampe har hele 3 spillere scoret 15 mål. De 3 spillere er Lærke Dreyer fra Brøndby, Lea Duus Madsen fra Team OdenseQ og Sofie Bruun Bredgaard fra B93. I denne artikel kan du møde de 3 måltyve, og læse deres bud på, hvem der topper topscorerlisten, når sæsonen er slut.

Lærke Dreyer

Lærke Dreyer fra Brøndby er en af de 3 spillere, som indtil videre har scoret mest i U18 DM denne sæson. Brøndby har for alvor taget hul på vintertræningen, og der arbejdes hårdt frem mod turneringsstart. Lærke er desuden med U19-landsholdet til samling i Ikast den 18.-19.januar.

“Det både hårdt og fedt at være tilbage på banen. Det er hårdt fordi vi/jeg skal være tilbage i topform. Sygdom og juleferie har gjort, at der skal løbes nogle ekstra meter her i starten,” fortæller Lærke.

Den unge målmaskine ser frem mod turneringsstart og håber, at hun fortsat kan banke en masse mål i kassen. Det vigtigste for hende er dog, at holdet får succes.

“Jeg er glad for at være delt topscorer. På min position som angriber gælder det om at score mål, derfor føles det også fantastisk, når jeg scorer. Man skal dog huske på, at når jeg scorer, så er det lige så meget holdets fortjeneste. Jeg håber da, at jeg står som den endelige topscorer, når turneringen er slut. Dog håber jeg mest på, at mit hold og jeg står med pokalen til sommer,” lyder det fra Lærke.

Sofie Bruun Bredgaard

Nummer 2 spiller på den delte topscorerliste er Sofie Bruun Bredgaard fra B93. Selvom Sofie både har spillet 3F-liga og U18 DM, så har hun alligevel formået at banke kasser ind på stribe. Sofie har i opstarten været præget af en mindre skade, men satser på at være klar til sæsonstart, hvor hun kommer til at bruge mest tid med seniorholdet i B93.

“Jeg tror desværre ikke, at jeg ender som topscorer i U18 DM – den må jeg give videre til nogle af de andre kandidater. Det er ikke på U18 DM jeg kommer til at have det meste af min daglige gang,” fortæller Sofie.

Den brandvarme angriber håber dog, at kunne fortsætte målstimen på klubbens seniorhold, hvor hun vil gøre alt for at sparke kasser ind og bidrage med noget godt til holdet.

“Det er altid en dejlig følelse at score mål og en god måde at hjælpe holdet på. Dog synes jeg også, at det er lige så vigtigt at spille en god kamp, som det er at score mål. Så længe jeg bidrager med noget til holdet, som kan resultere i point, så er jeg glad,” lyder det fra Sofie.

Lea Duus Madsen

Team OdenseQ-spilleren, Lea Duus Madsen, scorede i efterårets sidste kamp hele 3 kasser mod IF Lyseng. Hun er bare 16 år, men har alligevel sat sit aftryk på U18 DM ligaen. Den unge angriber er også selv godt tilfreds med sine præstationer i efteråret.

“Det er selfølgelig altid fedt at være i toppen på topscorerlisten som angriber. Det er jo nærmest min pligt at score mål. Da jeg nu er delt topscorer, så er jeg dermed også tilfreds med mine præstationer i den første halvdel af sæsonen,” lyder det fra Lea.

Lea har indtil videre spillet 3 ungdomslandskampe, men har stadig det første mål i landsholdstrøjen til gode. Til gengæld sparrer hun ikke på målene, når hun tørner ud for Team OdenseQ i U18 DM. Den ambitiøse måltyv håber, at hun ender med at løbe med titlen som topscorer.

“Det er svært at sige, hvem der ender som topscorer i ligaen – vi har stadig mange kampe tilbage. Dog tror og håber jeg på, at jeg ender som topscorer,” siger Lea.