BSF’s U18 DM-trup drager i påsken til Dallas. Her skal pigerne på træningslejr, hvor de blandt andet skal deltage i en international turnering. Derudover, så er der selvfølgelig træning og sociale aktiviteter på programmet. Læs mere om turen her.
Af Signe Holt Andersen
I påsken får fodboldpigerne fra BSF et afbræk fra vintertræningen i det mørke og kolde Danmark. Klubben drager nemlig til Dallas, hvor de skal på træningslejr i hele 13 dage. Udover træning og socialt samvær, så skal pigerne også deltage i en international turnering, hvor de kan teste formen af mod udenlandske klubber.
Fodbold og hygge på programmet
Turen starter den 10. april, hvor flyet letter fra Københavns Lufthavn. De første par dage bliver pigerne indkvarteret på et hotel, og dagene skal bruges på træning, sightseeing og en enkelt træningskamp inden turneringen starter.
Mandag d. 15 bliver pigerne indkvarteret 2 og 2 ved amerikanske værtsfamilier, hvor de skal bo resten af turen. Dagen efter er der en officiel åbningscermoni for turneringen, som varer fra den 17.-21. april. Turen går hjemad den 22. april, hvor pigerne forhåbenligt er fyldt op med gode oplevelser og fodboldmæssig succes.
Afbræk fra travl hverdag
Mille Mejlby fra BSF’s U18 DM-hold er en af de spillere, som skal med på turen. Mille glæder sig meget til at få et afbræk fra den travle hverdag i Danmark med skole og træning.
“For os piger betyder det ekstremt meget, at kunne tage et afbræk fra den hårde hverdag med skole og træning. En tur som denne ryster os alle endnu tættere sammen og skaber et fantastisk fællesskab. Derudover, så bliver det en fed oplevelse at spille imod udenlanske hold – det glæder vi os meget til,” fortæller Mille Mejlby.
BSF’s U18 DM-hold spillede i går (2.februar) træningskamp mod FC Damsøs seniorhold. Uheldigvist, så var det kun 1. halvleg af kampen, som blev afviklet pga. problemer med belysningen på banen. 1. halvleg endte 1-0 til FC Damsø, som scorede kampens eneste mål efter 20 minutters spil.