Julie Topp: Det er et kæmpe skulderklap at være en del af U16-landsholdet

0
3553

Den 29. til 30. januar var det danske U16-landshold samlet til en todages træningssamling i Ikast. Med til samlingen var det unge talent Julie Topp, der til daglig er en af Team Odense Qs store profiler. Julies ambitioner er tårnhøje, men hun er også bevidst om, at hun skal sætte pris på enhver tilsigelse fra landstræneren. Læs interviewet her:

Af Andrea Signe Trolle

Julie Topp fra Team Odense Q bruger massevis af timer på træningsbanen. De mange timer har imidlertid givet pote for Julie har nemlig været en fast del af U16-landstræner Frank Johnsens bruttotrup. Landsholdet var senest samlet til en todages samling fra den 29. til 30. januar og det er en stor ære at være blandt de bedste i Danmark og få muligheden for at repræsentere land, fortæller Julie:

”Det er et kæmpe skulderklap at være blandt de bedste U16 pigespillere i Danmark og det giver motivation til at fortsætte min udvikling. Den fedeste oplevelse jeg har haft med landsholdet, var i efteråret, hvor jeg var i Tyskland og spille to venskabskampe. Det var to intense kampe, som der var masser af læring i. Men også todagessamlingerne er fede, fordi de giver intense træningspas, samtidig med jeg møder andre piger, som også brænder for fodbold og det giver nye venskaber.”

Den travle hverdag kræver struktur

Det kræver mange ugentlige træningspas at blive en del af det stærke danske U16-landshold. Det betyder derfor, at Julie har en travl uge, hvor mange timer går på grønsværen. Det kræver struktur for at få det hele til at fungere, hvis der også skal være plads til andet end skole og fodbold i hverdagen og weekenderne:

”For at få min hverdag til at fungere, så sætter jeg mig ofte ned søndag aften for at gøre et overblik over, hvordan min næste uge skal forløbe. Jeg har lært at prioritere tiden, så jeg både har tid til fodbold, skolen, veninder og familien. Når jeg ikke spiller fodbold, er jeg sammen med min familie og mine venner. Jeg er sjældent alene i weekenderne og hvis den ikke står på kamp, så er jeg sammen med mine venner, hvor fodbolden ikke er i centrum. Jeg er god til at lave aftaler, hvis jeg har en friaften. Det er den måde jeg lader op til ugen på og er en af grundene til, at jeg stadig elsker fodbold,” siger Julie og fortsætter:

”Jeg har nogle gode veninder fra min klasse, som støtter mig 100 pct. og er forståelige med, at jeg engang imellem er nødt til at melde fra til arrangementer. Min familie er der også altid til at støtte mig i mine beslutninger og er altid med på sidelinjen, når der spilles kamp,” siger Julie.

Kosten er vigtig – især morgenmaden

Enhver elitefodboldspiller er klar over, at kosten også spiller en stor rolle i forhold til ens præstation. Det gælder også for Julie, der sørger for at få depoterne fyldt op med den rigtige energi i løbet af dagen. Især morgenmåltidet har høj prioritet for at få en god start på dagen:

”Jeg tænker rigtig meget over, hvad jeg spiser. Jeg spiser for det meste sundt, men jeg spiser også slik fredag aften og det skal der også være plads til. Jeg synes, at dagens vigtigste måltid er morgenmaden og jeg kan ikke gå i skole uden morgenmad, som mange andre kan, fordi det er vigtigt at få en god start på dagen,” siger Julie, der sørger for at få de gode næringsstoffer ned i løbet af dagen, men også elsker en god bøf med sovs og kartofler:

”Til morgenmad elsker jeg en stor portion havregryn med frosne bær, kanel og müsli. I skolen spiser jeg en sandwich eller pastasalat og inden jeg tager til træning, så tager jeg et par skiver rugbrød. Når jeg så er hjemme igen spiser jeg aftensmad med min familie og her er min livret helt klart kod med sovs, kartofler og salat.”

Værdsætter hver en tilsigelse fra landstræneren

Julie har været en fast del af U16-landsholdet siden bruttotruppen kom på plads i sommeren 2018. Men på trods af hun har været udtaget til alle samlingerne i efteråret, så er Julie stadig beskeden omkring sin landsholdsrolle og sætter pris på hver en udtagelse fra landstræneren:

”I øjeblikket er jeg en del af U16-landsholdet og håber det fortsætter på U17-landsholdet efter sommer. Men du ved aldrig, hvornår det slutter, så derfor nyder jeg hver en tilsigelse fra landstræneren. Det vigtigste er derfor, at jeg træner godt i klubben og fortsætter min udvikling, så jeg kan spille mig til en plads på landsholdet. På sigt kunne jeg godt tænke mig at spille fodbold i udlandet, og mine største idoler er helt klart Katrine Veje og Pernille Harder, som begge spiller i udlandet og på landsholdet,” afslutter Julie.