Landstræner giver unge talenter chancen til Algarve Cup

0
1996
Mille Gejl er en af ni spillere på Årets Hold, og hun er også trænernes bud på en af årets to profiler. Fortunas Frederikke Thøgersen, som ses bag Mille Gejl, er blandt reserverne til årets hold. Arkivfoto: Steen Trolle

Emme Snerle, Mille Gejl og Sarah Jankovska med i truppen til den prestigefyldte træningsturnering Algarve Cup i Portugal. Den tidligere anfører Line Røddik får også chancen

Gode præstationer i deres første kamp for kvindelandsholdet, har givet to unge stortalenter chancen igen, når de danske kvinder fra 27. februar deltager i træningsturneringen Algarve Cup i Portugal.

Emma Snerle og Mille Gejl fik begge debut på kvindelandsholdet i januar, hvor Danmark spillede træningskamp mod Finland på Cypern. Det blev til en 1-0 sejr på et mål af netop Mille Gejl, og nu er begge spillere med i den trup, som Lars Søndergaard tager med til Algarve.

Danmark møder Norge og Kina i den prestigefyldte træningsturnering, og kampene skal bruges som en del af forberedelserne til efterårets EM-kvalifikationskampe.

”Først og fremmest skal vi gå i detaljerne med spillestilen. Samtidig skal vi bruge turen på at prøve forskellige spillere af. Det kan vi gøre, fordi vi allerede har en god stamme på holdet,” siger Lars Søndergaard til dbu.dk.

Med i truppen er også 19-årige Sarah Jankovska, som var en del af det succesrige U19-landshold, der nåede semifinalerne ved EM sidste sommer.

”Sarah har været inde omkring alle U-landsholdene, og nu vil vi gerne se hende an med egne øjne, fordi hun længe har gjort en god figur for BSF i 3F-Ligaen,” siger landstræneren.

Blandt de udtagne er også en gammel kending. Det er tidligere anfører Line Røddik, som nu spiller for Ajax og som har været uden for truppen siden efteråret 2017.

HER ER TRUPPEN TIL ALGARVE CUP:

  • Katrine Louise Abel, Brøndby IF
  • Line Geltzer Johansen, Avaldsnes Toppfotball
  • Janni Arnth Jensen, Arsenal FC
  • Line Røddik Hansen, AFC Ajax
  • Rikke Læntver Sevecke, Brøndby IF
  • Stine Ballisager Pedersen, Vålerenga IF
  • Theresa Nielsen, Seattle Reigns FC
  • Karen Holmgaard, Fortuna Hjørring
  • Katrine Veje, Arsenal FC
  • Mille Gejl, Brøndby IF
  • Nanna Christiansen, Brøndby IF
  • Nicoline Sørensen, Brøndby IF
  • Sanne Troelsgaard, FC Rosengård
  • Sofie Junge Pedersen, Juventus FC
  • Amalie Grønbæk Thestrup, BSF
  • Emma Snerle, Fortuna Hjørring
  • Frederikke Skjødt Thøgersen, Fortuna Hjørring
  • Nadia Nadim, Paris Saint-Germain FC
  • Pernille Harder, VfL Wolfsburg
  • Sara Holmgaard, Fortuna Hjørring
  • Sarah Jankovska, BSF
  • Signe Bruun, Paris Saint-Germain FC