Sophia Nordby: “Træningslejr giver blod på tanden”

0
2371

Sophia Nordby, som til dagligt spiller U18 DM, er lige nu på træningslejr med BSF’s 3F-ligahold i USA. Her får Sophia lov til at teste sig selv mod ældre og dygtige spiller. Derudover, så bruger hun tiden på at komme tættere ind på de andre spillere. 

Af Signe Holt Andersen

Sophia Nordby boltrer sig til dagligt på BSF’s U18 DM-hold, men lige nu har hun fået muligheden for at komme lidt tættere på klubbens 3F-trup. Hun er nemlig rejst med til Florida, hvor pigerne lige nu er på træningslejr.

Tætpakket program 

Indtil videre har programmet stået på træninger, sightseeing, NBA i Orlando, en tur til Disneyland, individuelle samtaler og en træningskamp imod UCF (University of Central Florida). Kampen endte 1-1, og Sophia fik 20 minutters spilletid.

Sophia har på det seneste trænet fast med 3F 2 gange om ugen. Derudover, så har hun også været udtaget til et par kampe. Selvom det ikke er første gang, at hun er med inde omkring 3F, så er hun stolt og beæret over at være udtaget til træningslejren.

” Det betyder rigtig meget for mig at være med 3F på tur. Det giver et godt pust til mit arbejde og viser at jeg er på rette vej. Det gør samtidig lysten endnu større end den er i forvejen. Derudover, er det rigtig fedt at kunne få et større “indblik” på 3F truppen både spillemæssigt og socialt. Man er sammen på en helt anden måde her end til de sædvanlige træninger i Danmark,” fortæller Sophia.

Stor niveauforskel 

De kommende dage står på træninger, sociale arrangementer og endnu en træningskamp. Lørdag eftermiddag vender pigerne igen snuden mod Danmark, hvor programmet igen står på træning og forberedelse til sæsonstart. For Sophia har træningslejren indtil videre været en kæmpe oplevelse, hvor hun er blevet udfordret på mange parametre.

“Den største fodboldmæssige forskel er hurtigheden og det tekniske niveau. Spillet går hurtigere, og det tvinger dig til at orientere dig hele tiden og tage beslutninger med det samme. Hurtigheden kræver, at kvaliteten i dit spil også skal sidde i skabet. Der er hverken tid eller plads til at fumle med bolden eller lave en upræcis aflevering,” siger Sophia Nordby.

BSF’s U18 DM-hold spiller første turneringskamp allerede den 23/02, hvor de på udebane møder Brøndby. BSF’s 3F-ligahold spiller første kamp i slutspillet den 16/03, hvor de på hjemmebane møder VSK Aarhus.

 

Sightseeing i Disneyland