I den forgangne uge har AaB afholdt det årlige elitestævne for U13 og U14 piger i samarbejde med Aabybro Efterskole og DGI-huset i Aabybro.
Små 150 fodboldpiger i alderen 11-14 år trodsede vind og vejr, da de havde sat hinanden i stævne til AaB’s årlige Elite Cup, der er optakt til forårssæsonen. Stævnet er samtidig en god mulighed for at møde nogle hold, som man normalt ikke møder i den regionale pulje.
I år kom deltagerne fra hele landet, da der ud over AaB’s egne piger deltog hold fra BSF, Helsingør, Vejle og Egebjerg. Flere klubber har store trupper i U13-rækken, og derfor har et nyt tiltag i år været at tilføje en ekstra 8-mandsturnering for disse hold, således at flere spillere kunne komme i kamp. Det betød at to lokale hold RKG og Skalborg også kunne deltage med hold i 8-mandsrækken.
Stævnet blev på trods af rengmængden en stor succes. Det var tydeligt, at pigerne hyggede sig sammen – og sportsligt var der god matchning til alle hold.
”Vi har kun fået positive tilbagemeldinger”, fortæller talentkoordinator i AaB Helge Søndergaard Weinreich, der ligeledes beretter at både trænere og spillere allerede glæder sig til næste år.
Også på Aabybro Efterskole er man glade for stævnet.
”For os er det en god måde at kunne hjælpe vores samarbejdspartner fra AaB, og samtidig er det en fantastisk mulighed for at vise skolen frem for eventuelt kommende elever,” fortæller Esben Mathiasen, der er leder for skolens fodboldafdeling. ”Vi ser allerede nu frem til næste års Elite Cup, og vi overvejer om der er plads til flere hold, så vi kan udvide stævnet.”
Spillerne der har deltaget i årets Elite Cup er netop målgruppen for Aabybro Efterskoles elitekoncept. ”Vi har et særlig tilrettelagt efterskoleforløb for de dygtigste fodboldpiger, således at de kan passe deres klubfodbold ved siden af efterskolen – og samtidig den optimale fodboldtræning på skolen, hvor der ud over den almindelige træning er fokus på både mentaltræning, kostvejledning, fysisk træning,” fortæller træner Sine Hovesen, der også er en del af DBU’s U14 talenttræning i Region Nord.
Det er dog vigtigt for skolen at understrege, at alle er velkomne – både elite- og breddespillere. Med plads til 40 fodboldpiger på fodboldlinjen er der træning for alle niveauer – om man er elitespiller eller bare synes det er hyggeligt og socialt at spille bold med andre piger.