Roskilde Pigefodbolds kvinder er Danmarks bedste til futsal

0
3292
De nykårede danmarksmestre.

Roskilde Pigefodbolds seniorhold vandt i weekenden Danmarksmesterskabet i futsal

”En fuldstændig fortryllende futsalrejse”. Sådan lyder det begejstret på Roskilde Pigefodbolds facebookside efter en fantastisk weekend, hvor klubbens seniorhold vandt Danmarksmesterskabet i futsal.

For det er noget af en rejse, kvinderne har været på i futsalturneringen. De lagde ud med tabe hele 5-1 til USGQ i den første kamp i Kvindeserie ØST Futsal. Men derfra vandt de 12 kampe i streg, og da de søndag vandt finalen med 2-0, var modstanderen selv samme USGQ, som Roskilde var startet med at tabe til.

Forinden vandt de semifinalen med 5-2 over Hjørring Futsal Klub, som senere tabte 6-7 til IF Lyseng i bronzekampen.

Futsaltriumfen er det første officielle danmarksmesterskab i Roskilde Pigefodbold, som er en af landets yngste pigeklubber.

Ud over guldmedaljerne blev Roskildes keeper Sofie Jackson kåret til finalestævnets bedste spiller.

Roskilde Pigefodbolds keeper Sofie Jackson blev kåret til finalestævnets bedste spiller.