B.93 og Odense Q fik begge fire mål og tre point – Næsby fastholder førstepladsen efter sejr

0
1611

Selvom B.93 og Næsby fører ligaen, blev der lørdag igen kæmpet fra alle sider i puljen om de eftertragtede pladser i 3F Ligaen. Det blev derfor også til tre målrige kampe, der skaffede Odense Q tre point, da de mødte AaB. Også B.93 hentede tre point til kontoen mod FCN/Farum BK, og Næsby sejrede i Vildbjerg. 

Af Camilla Bergholm

Odense Q – AaB (4-0)
Odense Q viste i lørdagens kamp, at de har store planer om at komme tilbage i 3F Ligaen. Det viste de allerede efter tre minutter, da Dorian Tax sendte et hårdt skud ind bag AaB’s keeper. Selvom begge hold efterfølgende skiftedes til at være i boldbesiddelse, var det Odense-holdet, der tog teten. Det gjorde de efter 16 minutter, da Dorian Tax endnu engang fik bolden i mål.

AaB pressede på for at reducere, men Odenses forsvar skærmede målet af. Der skulle spilles 34 minutter, da hjemmeholdet igen slog til. Her spillede Kamilla Jensen en fri Nadima Skeff, der stod placeret foran målet, og hun sendte den ind i nettet. 

Der var spillet fire minutter af anden halvleg, da Odense Q efter et fornemt omspil fik bolden op til modstanderens målfelt. Her sendte Kamilla Jensen bolden indover til Fie Steenberg-Hansen, som udnyttede den gode aflevering og scorede til 4-0. 

Hjemmeholdet kom flere gange frem til gæsternes målfelt, men det blev ikke til flere mål. Kampen endte med en sejr til Odense Q på 4-0. 

Vejret var godt og stemningen i top i Vildbjerg. Foto: Camille Stratton

FCN/Farum BK – B. 93 (1-4)
Det var FCN/Farum BK, der sad mest på bolden i starten af kampen. Men efter en fejl på udeholdets banehalvdel satte B.93 i gang, hvilket førte til et imponerende omspil. Sofie Bredgaard sendte bolden videre til en hurtig Paola van der Veen, der driblede frem til målfeltet, skød og sendte den ind bag hjemmeholdets keeper.

16 minutter inde i kampen var det igen flot spil, der fik B.93 på tavlen. Her kom udeholdet frem til modstanderens felt, hvor Foladhade Pratt tog et træk forbi keeperen og sendte den ind over målstregen til 2-0.

FCN/Farum BK viste dog efter 38 minutter, at de også har styr på deres omspil. Natasha Shirazi var hurtig frem ad banen, hvilket Büsra Barut også var, og hun fik derfor bolden i fødderne, driblede sig frem til målfeltet og sendte den solidt i mål. Hjemmeholdet reducerede til 2-1.

Begge hold kom efterfølgende frem til chancer. Det var dog B. 93, der igen kom frem til et mål. Det skete 60 minutter inde i kampen, da Paola van der Veen igen fik sendt bolden i kassen. Fem minutter senere var det Michaela Schnack, der udvidede føringen. Det skete på en lang og høj bold, der gik over keeperen og ind i mål. 

Kampen endte 4-1 til B.93. 

Vildbjerg – Næsby (1-2)
Også i Vildbjerg var der lagt op til et spændende opgør. Her skulle Vildbjerg møde Næsby, som er et af de førende hold i kvalifikationsspillet, der dog er to kampe foran hjemmeholdet.

I lørdagens opgør var det Vildbjerg, der kom bedst fra start. Det skete allerede efter blot otte minutter, da Freja Sunesen bragte hjemmeholdet foran med 1-0. Der var derfor allerede fra start af dækket op til en god kamp.

Der skulle herefter gå 21 minutter, før Næsby kom på måltavlen. Scoringen stod Lærke Bruun for. Hun skulle vise sig at blive en farlig spiller for hjemmeholdet.

Allerede tre minutter senere var hun nemlig igen klar, hvilket førte til, at hun bragte Næsby foran med 2-1. 

Det blev ikke til flere mål i kampen, og derfor endte opgøret med en sejr til Næsby på 2-1. 

Næsby var lørdag på besøg i Vildbjerg. Foto: Camille Stratton

Boldpigerne var i godt humør, det samme var Vildbjergs maskot. Foto: Camille Stratton