Fortuna-spillere klynger sig til spinkelt guld-håb

0
1128
Foto: Fodboldfoto v. Jens Madsen

“Vi skal stadig tro på det. Brøndby skal bare smide ét point til de andre hold,” siger Fortuna Hjørrings Emma Snerle til Nordjyske efter torsdagens 1-1 mod Brøndby

Fortuna Hjørrings spillere har ikke helt opgivet troen på et mesterskab, selv om holdet torsdag tabte et vigtigt skridt i guldkampen, da det blev 1-1 hjemme på Nord Energi Arena mod førerholdet Brøndby.

Fortuna er dermed fire point efter Brøndby, og da de to hold kun mødes én gang mere i slutspillets sidste fem kampe, kan Fortuna ikke længere selv afgøre det. Men det får ikke spillerne til at opgive gulddrømmen:

”Vi skal stadig tro på det, for vi viste mod Brøndby, at vi fortjente en sejr. Brøndby skal bare smide point i én kamp, og så kan vi selv afgøre det igen,” siger Emma Snerle til Nordjyske.

Caroline Møller Hansen, der udlignede til 1-1 i det 66. minut, bakker op:

”Det ser sort ud. Vi kan kun håbe på, at de andre hold kan hjælpe os lidt, så vi stadig har chancen for at afgøre det i sæsonens sidste kamp mod Brøndby,” siger hun til avisen.

Læs også: Dramatisk topkamp endte uafgjort – KoldingQ og FC Thy-ThistedQ tog begge tre point

Fortuna: Så sikrede Brøndby sig mesterskabet..

Dermed er spillerne lidt mere optimistiske end klubbens egen pressetjeneste. I en pressemeddelelse efter torsdagens kamp, lyder overskriften: “Så sikrede Brøndby sig mesterskabet…”. Og der tilføjes i teksten:

“Intet taler for, at Brøndby sætter points til i de sidste fem kampe (…) Skal Fortuna have noget mesterskab i år, må man slå sin lid til pokalmesterskabet, hvor der er lagt op til finale mod Brøndby”.

“Intet taler for, at Brøndby sætter points til i de sidste fem kampe”

Fortuna Hjørring i pressemeddelelse efter kampen

Spillede 11 mod 10 i 80 minutter

Fortuna Hjørring havde alle muligheder for at tage en sejr i torsdagens kamp. 10 minutter inde i kampen fik Brøndby nemlig vist Rikke Sevecke ud og Fortuna var derfor i overtal i hele 80 minutter. Det gør også skuffelsen ekstra stor hos Fortuna-spillerne:

”Det er mega skuffende, men når man er en mand i undertal, så sker der nogle gange et eller andet med et hold. De stod kompakt, men vi formåede alligevel at komme frem til en del chancer, men fik bare ikke afsluttet dem godt nok,” siger Emma Snerle til Nordjyske.

Rikke Sevecke udvises i det 10. minut. Udvisningen var en fejl, hvilket dommeren erkendte efter kampen. Det var Sofie Svava, som begik det frispark mod Fortunas Frederikke Thøgersen, der førte til udvisningen. Foto: Fodboldfoto Jens Madsen

Caroline Møller Hansen, der kom på banen få minutter før sin scoring, konstaterer at Brøndby stod godt defensivt og er stærke på omstillinger:

”Vi havde problemer med at nedbryde dem, selvom vi kom frem til nogle fine chancer, så var vi simpelthen ikke kyniske og skarpe nok i feltet, og det blev udslagsgivende,” sagde hun efter kampen til Nordjyske.

Fortuna Hjørring spiller næste kamp mandag, hvor modstanderen er KoldingQ hjemme på Nord Energi Arena. Samme dag spiller Brøndby ude mod FC Thy – Thisted Q.

”Det er mega skuffende, men når man er en mand i undertal, så sker der nogle gange et eller andet med et hold”

Emma Snerle, Fortuna Hjørring, til Nordjyske