Franskmænd straffede danske fejl

0
1979
Arkivfoto: DBU

Danmark mødte mandag aften Frankrig i en venskabskamp. Der var lagt op til en hård kamp for Danmark, hvor de stødte sammen med verdensranglistens nummer fire. Det blev også en for hård nød at knække for danskerne, der måtte se sig slået med 4-0.

Af Camilla Bergholm

Danmark viste i mandagens venskabskamp mod Frankrig gode takter, men det blev de personlige fejl, der kostede mod et velspillende fransk hold, der vandt kampen med 4-0. Landstræner Lars Søndergaard har flere gange udtalt, at der skal ske nogle ændringer, og der skal være et større pres fra de danskere spillere på banen. Et større pres blev det til dels også til fra det danske landshold i første halvleg, som kom frem til flere chancer, men også selv blev presset af en stærk modstander.

Danmark startede stærkt ud med flere gode løb på midtbanen, og særligt Frederikke Thøgersen fik bolden frem på banen flere gange. Frankrig svarede igen, men de store chancer udeblev. 

Efter 15 minutter begyndte Frankrig dog at presse på i Danmarks målfelt, hvor de kom frem ad banen med flere gode spilkombinationer, men Danmarks forsvar fik bolden væk, når de kom helt tæt på. Efter 20 minutter fik danskerne vundet bolden på midten af banen, hvorefter bolden blev ført frem og lagt ind i feltet til Nadia Nadim, der headede mod mål. Dog i hænderne på Frankrigs keeper. 

I forsvaret vandt Stine Ballisager flere dueller, der holdt målet rent for danskerne i den første del af kampen. Generelt var franskmændene mest på bolden, men det lykkedes altså danskerne at holde dem fra at score. 

31 minutter inde i kampen kunne Danmark dog ikke holde Frankrig væk længere. Efter en diagonal aflevering, der lå helt præcis til Cascarino, driblede hun forbi Katrine Veje og sendte bolden i mål til 1-0.  

Nicoline Sørensen viste kvaliteter i første halvleg ved at udfordre én mod én. Efter 41 minutter fik Nadia Nadim mulighed for at udfordre det franske forsvar, hvilket førte til et skud på mål. Skuddet blev dog reddet af Frankrigs keeper, som til gengæld ikke så helt sikker ud.

Anden halvleg var fransk
Frankrig var farlige helt fra anden halvlegs begyndelse. Tempoet var skruet op, og det førte allerede efter et par minutter til endnu en scoring af Cascarino på et langskud. Det høje tempo fortsatte efter scoringen, og det blev til flere gode kombinationer fra Frankrigs side.

Skarpheden var i top hos franskmændene, og Danmark kunne efter 54 minutter ikke få bolden væk i forbindelse med et fransk hjørnespark. Det endte med en bold for fødderne af Mbock, der sendte kuglen i mål til 3-0.

Bolden var kun lige givet op, før Nadia Nadim var hurtig på fødderne og kom frem til en stor chance, men hun stod offside. Danmarks afleveringer blev herefter stressede, og de mistede derfor hurtigt boldene.

Rikke Sevecke var vågen efter 63 minutter, da Nicoline Sørensen lavede en fejl og mistede bolden, hvorefter franskmændene havde frit løb mod mål. Brøndbyspilleren fik dog stoppet det efter et flot tilbageløb. 

Frankrig fik en masse foræret af danskerne, hvilket blev udnyttet. Det førte til et mål fra Frankrigs Gauvin efter 66 minutter, da hun skubbede Stine Ballisager væk i feltet og skød bolden i danskernes mål. Efter målet gik franskmændene lidt ned i tempo, hvilket Danmark dog ikke formåede at udnytte.  

78 minutter inde i kampen fik Frankrig sendt et godt hovedstød mod mål, men her stod Katrine Abel i vejen. Ti minutter senere var det igen fransmændene, der viste tænder, men Abel stod igen klar til at parere bolden væk. Kampen sluttede derfor 4-0 til hjemmeholdet i Strasbourg.

Danmarks startopstilling i dagens opgør. Foto: Kvindelandsholdets Facebook-side