Tre sejre blev til for de førende hold i Slutspillet. Brøndby tog tre point i Thy, mens Hjørring vandt over KoldingQ. Også i smilets by fik hjemmeholdet tre point på kontoen mod BSF.
Af Camilla Bergholm
Danskerne samles i disse dage rundt om påskebordene, hvor der er dækket om til den helt store påskefrokost. Også på de danske fodboldbaner var der dækket op. Her bestod menuen af tre kampe mellem de seks hold i Slutspillet. Det var livlige kampe, hvilket førte til tre point til Brøndby, Fortuna Hjørring og VSK Aarhus.
FC Thy-ThistedQ – Brøndby (1-3)
Brøndby havde taget den lange tur på tværs af landet op til Thy, hvor de skulle møde FC Thy-ThistedQ, der i sidste uge tog tre point mod VSK Aarhus. Denne gang skulle hjemmeholdet møde ligaens førsteplads. Der var derfor lagt op til en svær kamp for ligaens sidsteplads.
Det var også Brøndby, der kom bedst ud til kampen. Efter syv minutter var der klumpspil i thyboernes målfelt, hvortil bolden blev sendt hen til Brøndbys Mille Gejl Jensen, der fik bolden i mål. Bare to minutter senere var Mille Gejl Jensen endnu engang klar, da thyboerne afleverede kuglen til en Brøndby-spiller midt på banen, der herefter fik bolden spillet hen til Mille Gejl Jensen, der sparkede bolden ind bag hjemmeholdets keeper.
Det meste af spillet foregik nede på FC Thy-ThistedQ’s banehalvdel. Ria Ôling udnyttede Brøndbys dominans efter 34 minutter, hvor hun sparkede bolden ind i hjemmeholdets målnet. 3-0 til Brøndby.
FC Thy-ThistedQ udnyttede dog en chance, de fik 43 minutter inde i kampen. Det skete efter et frispark på midten af banen, hvor Malene Sørensen sparkede til bolden lidt uden for feltet og sendte den ind bag Brøndbys keeper. Hjemmeholdet reducerede dermed til 3-1.
Brøndby fortsatte efter pausen med at dominere kampen. Alligevel lykkedes det ikke holdet at score flere mål, og derfor endte kampen 3-1 til Brøndby.
Fortuna Hjørring – KoldingQ (2-1)
Efter en hård topkamp mod Brøndby i sidste uge, stod Fortuna Hjørring igen klar på banen mandag, hvor de skulle møde KoldingQ. Koldingenserne har tidligere på sæsonen voldt Hjørring-holdet problemer, da de tog point med sig fra deres første indbyrdes opgør i slutspillet.
Begge hold var også klar til at kæmpe om de tre point i dagens kamp. Det var dog hjemmeholdet, der først fik hul på bylden. Det skete efter et flot løb i siden af banen af Sanni Fanssi, der spillede bolden ind over til Florentina Olar, som fik bolden i mål.
KoldingQ svarede igen efter 43 minutter. Det skete på et flot udspark af Kolding-keeperen, der ramte Lotte Troelsgaard, som havde taget en god spurt frem på banen. Efter dueller mod forsvaret fik hun sendt bolden hårdt ind bag Fortuna Hjørrings keeper.
Begge hold kæmpede bragt i mandagens opgør, men det var i sidste ende Fortuna Hjørring, der kunne tage de tre point med fra kampen. I sidste minut fik hjemmeholdet nemlig bolden frem på banen, hvorefter Sara Andersen skød den i mål.
Kampen endte 2-1.
VSK Aarhus – BSF (3-2)
Kampen om tredjepladsen er fortsat åben. VSK Aarhus kom efter mandagens opgør dog lidt tættere på bronzemedaljen, da de vandt over BSF.
Efter otte minutter fik de gang i en målrig kamp. Det skete på et mål af Mathilde Madsen, der blev spillet fri på et indlæg. Århusianerne var i det hele taget farlige fra start af, hvilket igen efter 19 minutter førte til mål af Cecilie Johansen.
BSF svarede dog igen tre minutter senere, da udeholdet fra midten spillede en fri Olivia Drost, hvilket førte til en reducering. Der skulle gå ind til 36 minutter, før der igen skete noget. Det stod BSF’s Amalie Thestrup for, da hun udlignede
Den målrige første halvleg var ikke engang slut. I de sidste minutter af halvlegen blev det afgørende mål scoret. Det stod århusianernes Emma Andersen for, der, efter en hælaflevering fra sin medspiller, driblede forbi BSF-spillerne og sendte bolden ind bag udeholdets keeper.
Det blev ikke til flere mål efter pausen, og opgøret endte derfor 3-2.