Topbrag i Slutspillet: Det bliver tæt og fysisk

0
1026
Mille Gejl er en af ni spillere på Årets Hold, og hun er også trænernes bud på en af årets to profiler. Fortunas Frederikke Thøgersen, som ses bag Mille Gejl, er blandt reserverne til årets hold. Arkivfoto: Steen Trolle

De to tophold Brøndby og Fortuna Hjørring mødes torsdag i tæt påskeduel på Nord Energi Arena. Der er lagt op til et højt niveau, når de to klubber skal kæmpe om i sidste ende at tage den eftertragtede guldmedalje i Slutspillet. 

Af Camilla Bergholm

Fire point. Det er, hvad der adskiller Slutspillets første- og andenplads. Med 22 point har Brøndby indtaget den øverste placering i ligaen, mens Hjørring-holdet ånder dem i nakken med 18 point. Der er derfor dækket op til den helt store påskekamp, når de to hold mødes torsdag klokken 13:30 på Nord Energi Arena. 

Brøndby har indtil videre driblet sig igennem Slutspillet uden de store forhindringer med tre point i alle kampe, mens Fortuna Hjørring blev tacklet allerede i første kamp, hvor de måtte dele pointene med Kolding. De har dog rejst sig hurtigt op og har vundet de efterfølgende kampe. Brøndbys træner, Per Nielsen, er derfor godt klar over, at der venter dem en svær opgave, når de to hold støder sammen.

”Vi har haft en god start på foråret, men vi er også klar over, at nu venter der os en anden slags modstander, og det skal vi være forberedte på. Så mine forventninger er, at det bliver tæt og fysisk som de fleste kampe, når de hold mødes,” siger han.

Fodboldekspert Arnela Muminović har tidligere udtalt, at Brøndby virker mere flydende og sikre i deres spil, hvortil hun har dem som favoritter til at vinde Slutspillet. Fortuna Hjørring derimod har ifølge hende et stort pres på deres skuldre, fordi de gerne skal vinde de resterende kampe for at overhale Vestegns-holdet. Et pres, som Per Nielsen også kan se.

”Ligesom enhver anden kamp, vi vil vinde, men vi ved også, at presset ligger på dem,” siger cheftræneren.

”De kan forhåbentlig forvente noget god fodbold. Det er to gode hold, der begge spiller på et højt europæisk niveau”

Per Nielsen, cheftræner i Brøndby

God og tæt kamp i vente
Fortuna Hjørring har vundet alle kampe udover opgøret mod KoldingQ. Seneste kamp blev vundet 3-0 over FC Thy-ThistedQ. De viser derfor gode takter op til torsdagens opgør. At det bliver en god kamp for de fremmødte tilskuere, tror Brøndby-træneren også på.

”De kan forhåbentlig forvente noget god fodbold. Det er to gode hold, der begge spiller på et højt europæisk niveau,” siger Per Nielsen om topkampen.

“Vi savner at spille de her kampe. Det er dem, der udvikler spillerne og holdet, så vi glæder os”

Per Nielsen, cheftræner i Brøndby

Begge hold leverer spillere til diverse landshold, og det er også to hold, der kan være med helt oppe på det højeste niveau, når de spiller internationale kampe. Det har både Brøndby og Hjørring-holdet vist flere gange. Derfor ved Per Nielsen også, at de skal være klar fra start.

”De har gode spillere på alle pladser, men de plejer at spille en masse lange bolde, så der skal vi være klar,” fortæller han om de områder, hvor de skal være opmærksomme. 

Topkampene udvikler spillerne
Brøndby har i alle deres kampe indtil videre både hentet tre point til kontoen og sendt en masse bolde ind bag modstandernes keepere. Truppen med de gule trøjer ser derfor frem til et opgør, hvor spillerne kan udvikle sig. Det gør de nemlig, når de møder et hold som Fortuna Hjørring.

”Vi savner at spille de her kampe. Det er dem, der udvikler spillerne og holdet, så vi glæder os,” siger Per Nielsen.

Der er lagt op til en spændende kamp, hvor begge hold vil gå ud på banen med fodboldskoene snøret godt på, så de er klar til at kæmpe for en førsteplads i ligaen. Det er de indbyrdes kampe, der kan gå hen og få betydning i sidste ende, og derfor er det en vigtig kamp for begge hold. Det ved Brøndby også, selvom de indtil videre har vist sig at være suveræne.

”Vi tænker ikke over, at vi har været suveræne. Det handler om titler, og vi har ikke vundet noget endnu, så det kan vi ikke bruge til noget, hvis vi ikke gør det færdigt,” slutter cheftræneren.

Kampen fløjtes i gang torsdag klokken 13:30 på Nord Energi Arena.