Landstræner Søren Randa-Boldt lod spillerne selv lægge taktikken til kampen mod Ukraine i Elite Round, hvor Danmark vandt 6-0
Den taktiske plan gik op i en højere enhed, da U19-landsholdet onsdag eftermiddag vandt en storsejr på 6-0 over Ukraine ved Elite Round i Norge. Og det var spillerne selv, der havde lagt planen, som gav Danmark en perfekt start på kvalifikationsturneringen, der gælder en billet til EM.
”Sejren var resultatet af en god holdindsats. Der er mange, der gør det godt, og pigerne udførte det taktiske oplæg, de havde lavet, rigtig godt,” siger landstræner Søren Randa-Boldt.
Han fortæller, at trænerteamet forud for kampen delte spillerne op i fire grupper, der hver skulle se en halvleg fra to af Ukraines kampe. De blev bedt om at kigge efter styrker og svagheder hos Ukraine og komnme med et bud på en taktisk plan.
”Vi gør meget ud af at inddrage spillerne, så det ikke bliver fjernstyring. Det giver et større ansvar, når de selv er med til at lægge taktikken. Jeg synes det er udtryk for virkelig højt U19-niveau, at de kan lægge sådan en plan og udføre den så godt,” siger Søren Randa-Boldt.
”Vi gør meget ud af at inddrage spillerne, så det ikke bliver fjernstyring. Det giver et større ansvar”
Søren Randa-Boldt, U19-landstræner
Fart og hurtige vendinger
Planen handlede om at åbne et meget kompakt ukrainsk hold ved at spille hurtigt og ved at vende spillet. Og det lykkedes mange gange, især i 1. halvleg.
”Ukraine var ikke dårlige, og de første fem minutter blev vi taget lidt på sengen af dem. Men så scorer vi i det 9. minut og får et overtag. Generelt spillede vi med god bevægelse og med fart på, og vi havde overskud til at spare nogle af profilerne,” fortæller Søren Randa-Boldt, som lod Emma Snerle få et hvil på bænken efter 1. halvleg.
Danmark møder på lørdag Nordirland, som tabte 2-1 i den anden kamp til forhåndsfavoritterne fra Norge. Norge var foran 2-0, men mod slutningen fik Nordirland scoret.
”Norge var meget bedre, men Nordirland er fysisk stærke. De kommer bragende og går ind i tacklingerne, så vi skal spille hurtigt med få berøringer og undgå at komme i for mange slagsmål. Vi skal lade bolden gøre arbejdet og undgå boksekampe,” siger U19-landstræneren.
Spillerne var onsdag aften samlet til evaluering med videomøde, hvor de gennemgik kampen mod Ukraine. I morgen skal de se Norge-Nordirland på video og derefter står den på styrketræning og afslapning. Mange af spillerne har været i gang siden sidste mandag med træning og 3F-kampe, så derfor har de brug for en rolig dag, inden forberedelserne går i gang til Nordirlandskampen, fortæller Søren Randa-Boldt.
Kampen mod Nordirland spilles lørdag kl. 13.
FAKTA: UKRAINE-DANMARK 0-6
1-0: Dajan Hashemi (9.)
2-0: Emma Snerle (17.)
3-0: Ukrainsk selvmål
4-0: Janni Thomsen (45.)
5-0: Janni Thomsen (48)
6-0: Lise Dissing (88.)