I weekenden blev der spillet 3 kampe i U18 DM-ligaen. På programmet var der blandt andet et spændende opgør mellem Vildbjerg og FC Nordsjælland – en kamp, hvor Vildbjerg trak det længste strå. Læs mere om denne kamp og de resterende opgør her.
Af Signe Holt Andersen
Grundet U17 EM blev der i weekenden kun spillet 3 kampe i U18 DM-ligaen. Dog blev der ikke sparret på spændingen. Alle 3 kampe var forholdsvist tætte, og tilskuerne fik god fodbold at varme sig på. Læs mere om kampene her.
IF Lyseng – BSF (2-0)
Fredag aften stod den på kamp mellem IF Lyseng og BSF. Udeholdet, BSF, har for nyligt mistet licensen til U18 DM og spiller derfor i øjeblikket deres sidste kampe i den bedste liga for U18 piger i denne omgang. I fredagens kamp måtte BSF igen gå fra banen med et nederlag, da de tabte 2-0. IF Lyseng er efter weekendenes runde placeret som nummer 6, mens BSF er nummer 14.
Vildbjerg – FC Nordsjælland (2-0)
Med en 2 – 0 sejr over FC Nordsjælland på Vildbjerg Stadion bevarer holdet en flot 5′ plads i tabellen. Vildbjerg leverede en rigtig “arbejdssejr” og formåede under hele kampen at holde hovedet koldt. FC Nordsjælland har ikke fået den bedst tænkelige start på forårssæsonen og er nu placeret som nummer 7.
Aab – Silkeborg IF Q (2-1)
Søndag eftermiddag tog Aab hjemme imod ligaens nummer 13, Silkeborg IF Q. Med en smal 2-1 sejr blev det hjemmeholdet, som kunne gå fra banen med 3 point i bagagen. Aab rykker dermed forbi Team Viborg og indtager nu en 9.plads i tabellen.