Holdene ligger tæt i dette års Kvalifikationsliga. Derfor er der lagt op til god underholdning og spændende kampe, når weekendens tre kampe fløjtes i gang. Med tre runder tilbage er pointene nemlig dyrebare for de seks mandskaber.
Af Camilla Bergholm
Weekenden byder på spændende fodboldkampe. Udover et Champions League-opgør mellem Liverpool og Tottenham, hvor Pernille Harder skal agere ekspert, så byder weekenden også på tre vigtige kampe i Kvalifikationsligaen herhjemme. Det bliver to dage i fodboldens tegn, og der er derfor nok at give sig til.
Spændingen er på sit højeste i kvalifikationsspillet. Næsby har indtaget førstepladsen, hvor de har befundet sig et stykke tid nu. Men efter et nederlag i sidste weekend mod Odense Q, hvor Farum BK/FCN samtidig tog tre point mod Vildbjerg og igen i onsdags mod Odense Q, ligger det nordsjællandske hold på andenpladsen med kun tre point op til Næsby.
De to billetter til 3F Ligaen er derfor ikke sikret endnu. B.93 og Odense Q har heller ikke lagt sig fladt ned. Begge hold følger stadig trop og har endnu ikke sluppet grebet om én af de to øverste placeringer. Med henholdsvis elleve og ti point er de fortsat med i kampen.
Vildbjerg og AaB har indtaget de to nederste pladser i tabellen, men gejsten er stadig til at spore. Vildbjerg kæmpede sig til to mål forrige weekend mod Farum BK/FCN, men måtte alligevel se sig slået af Nordsjællændernes tre mål.
De næste kampe bliver vigtige
Der er allerede spillet én kamp i denne uge. Den blev spillet i onsdags, hvor Odense Q tog imod Farum BK/FCN. To hold, der begge er med i kapløbet om en plads i Danmarks bedste kvindeliga. Der blev også gået til den fra begge hold, men det var den fynske trup, der først fik bolden i mål. Der skulle dog ikke gå lang tid af anden halvleg, før sjællænderne kom på tavlen. Og det blev til to flotte mål lige i rap. Kampen endte 2-1 til Farum BK/FCN.
Odense Q står klar igen lørdag. Denne gang i Vildbjerg, hvor de skal møde ligaens femteplads. Der er ikke mange kampe tilbage, og derfor er det en vigtig kamp for fynboerne, der gerne skal have tre point med fra kampen. På klubbens hjemmeside gør assistenttræner, Steen Hansen, det også klart, at de skal fokusere på at finde deres gode fodboldspil og energi frem. Vildbjerg har dog vist, at de også kan spille god fodbold, så hvis de rammer dagen, kan de godt gøre det svært for Odense Q.
Også i København går det løs lørdag. Her er der lagt op til en spændende kamp, når B.93 tager imod Næsby. Begge hold er med i top-tre, men fordi det er så tæt, kan ingen af holdene vide sig sikre. Næsbys spillere kommer med god fysisk og erfaring, som B.93 beskriver på deres Facebook-side, og derfor skal hjemmeholdet spille rundt om det pres, som fynboerne lægger for dagen.
Den sidste kamp bliver spillet søndag. Her står Farum BK/FCN klar til at tage imod AaB. Da holdene mødte hinanden sidst vandt sjællænderne 5-1, men AaB har før vist, at de kan tage point. Det gjorde de i starten af sæsonen mod B.93, hvor de to hold spillede uafgjort. Men det bliver et stærkt spillende Farum BK/FCN-mandskab de står overfor i søndagens kamp. Og selvtilliden er også stor hos hjemmeholdet, der i onsdags tog tre point og dermed også andenpladsen i ligaen.