Overvejer du at tage på idrætsefterskole? I serien MIT EFTERSKOLELIV fortæller fodboldspillere fra en række af landets bedste idrætsefterskoler om efterskoleliv, fodboldtræning og valg af skole. I dag: Thea Slot Winkel, Idrætsefterskolen Lægården
Navn: Thea Slot Winkel
Alder: 16 år
Hjemby: Thyborøn
Efterskole: Idrætsefterskolen Lægården
Klub / række: TIF række C
Position på banen: Forsvarsspiller
Derfor valgte jeg at tage på efterskole:
Jeg valgte at tage på efterskole, da jeg havde hørt det er det bedste år i sit liv, og at man får et oplevelsesrigt år. Sporten og det sociale fællesskab som jeg vidste der ville opstå, havde en kæmpe betydning for mig og mit valg. Efterskoleopholdet er den bedste gave jeg nogensinde har fået.
Derfor blev det Idrætsefterskolen Lægården:
Mit valg blev Idrætsefterskolen Lægården, da jeg havde hørt om skolen gennem en bekendt. Masser af positive ting om trænerene, undervisningen, fællesskabet og selve skolen som enhed. Men jeg ville selvfølgelig aldrig have været her, hvis ikke de havde en fodboldlinje. Lægården havde de kvaliteter som jeg søgte.
Det bedste ved at være på efterskole:
Det er helt klart det bedste, at man kan mærke fællesskabet. Jeg kan mærke det i foredragssalen, til gymnastik og fodbold. Men også i de mindre fællesskaber såsom i klassen, på gangene og værelset. Man omgås hele tiden blandt sine venner, og det er en ting som gør mig glad. Siden jeg er kommet på efterskole, har jeg udviklet mig, og det er noget jeg kan mærke. Det er både på fodboldbanen og socialt. Den dag dette er slut, tager jeg hjem med en masse erfaringer. Jeg har lært en masse ting af at komme på efterskole. Men jeg har også bare lært mig selv bedre at kende.
Nævn en stor oplevelse fra dit år på efterskolen:
Jeg glemmer aldrig da vi havde en hjemmekamp, hvor vi var dømt til at tabe. Men vi var kampklar, og kæmpede fra start. Vejret var godt og alle elever havde fri, så der var publikum på. Det var en målrig kamp så stemningen var i top. Der fik jeg følelsen af RIGTIG efterskolestemning. Det gjorde humøret endnu bedre dagene efter. Det var en fed oplevelse som jeg aldrig glemmer.
Hvordan bor I – og hvordan går det?
Her på skolen bor vi på 2- og 4 mandsværelser. Det fungerer virkelig godt også pga. det er et lige antal. På Lægården har vi værelsesbyt 2 gange, så man bor på 3 forskellige værelser. Jeg startede med at bo på et 2 mandsværelse, og derefter har jeg været på 4 mandsværelse 2 gange. Så lige nu er jeg på 4 mandsværelse. Jeg er glad for at jeg har oplevet begge dele, da der både er fordele og ulemper ved begge værelser efter min mening.
Hvordan kombinerer du klubfodbold og efterskole?
Jeg har ikke klubtræning siden af træningen her på Lægården. Jeg havde det meget i tankerne på et tidspunkt, men valgte aldrig at gøre det, da jeg ville give mig 100% her på Lægården. Jeg prioriterede fodbolden her, mest af alt pga. det sociale.
Fodboldtræningen på efterskolen – hvad har den givet dig?
Fodboldtræningen på efterskolen er kun til at elske. Jeg har personligt udviklet mig helt vildt siden første træning. Så længe jeg synes træningen er sjov udvikler jeg mig stadig. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg ikke har set frem til en træning. En god fodboldtræning med god stemning kan redde min dag. Jeg har en masse fantastiske fodboldkammerater som er med til at udvikle mig. Men selvfølgelig er trænerenes indsats noget helt specielt.
En god fodboldtræning med god stemning kan redde min dag.
Thea Slot Winkel
Din plan efter efterskolen:
Jeg vil ufatteligt gerne spille fodbold ved siden af gymnasiet, men jeg er bange for at det bliver svært. Jeg kommer fra en lille by, hvor det kan være svært at samle et hold i vores alder. Jeg elsker fodbold, og ville derfor blive ked af det, hvis jeg blev nødt til at stoppe.
Hvad vil du sige til andre fodboldspillere, der overvejer at tage på efterskole?
Efterskolen er for det første en virkelig fed oplevelse, men uden fodboldtræningen ville det ikke være det samme. Så hvis du som fodboldspiller overvejer at tage på efterskole, så vil jeg helt sikkert opfordre dig til at gøre det, og tage mod udfordringen. Det er som om, at du får hele oplevelsen med af træningen på efterskole ift. klubtræning derhjemme. Du ved, at du har det ene år til at vise dit potentiale. Du ved, at du kun spiller sammen med spillerne på holdet det ene år, og det gør det ekstraordinært. Derfor nyder vi det alle, og det gør at humøret er i top. Og det er grunden til, at fodboldtræningen er pisse fed.