Fortuna Hjørrings U18 DM-hold har i denne sæson været suværene. Nordjyderne har spillet en hel sæson uden at tabe en eneste kamp – meget imponerende. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med Fortuna-spilleren, Signe Timmermann, som sætter ord på guldmedaljerne og den fremragende sæson.
Af Signe Holt Andersen
I denne sæson i U18 DM-ligaen har Fortuna Hjørring leveret en fremragende indsats. Allerede 4 runder før tid kunne nordjyderne fejre guldet. Vi har taget en snak med en af Fortunas profiler, Signe Timmermann Clausen, som ser tilbage på en meget vellykket sæson.
“Vi har spillet en meget fin sæson, som vi er meget tilfredse med. Vores succes skyldes først og fremmest vores gode træningsmiljø og dygtige trænere/ledere. Niveauet til træning er altid højt, og vi har dygtige spillere på alle positioner, lyder det fra Signe.
Ikke en eneste tabt kamp
Fortuna Hjørring er på fornemmeste vis gået ubesejret gennem hele sæsonen og har lukket meget få mål ind. Desuden er det hele 20 år siden, at Fortuna sidst vandt guld i U18 DM-ligaen.
Allerede 4 runder før tid sikrede Fortuna sig guldet og sluttede af i suveræn stil med 10 point ned til ligaens nummer 2, Kolding Q. Ifølge Signe Timmermann, så blev guldet også fejret på fineste vis.
“Det føles super godt at være dansk mester. Vi er blevet fejret i klubben med alt hvad der hører til. Vi fik en meget fin modtagelse i klubhuset, hvor forældre, 3F-spillere og ledelsen stod klar med flag og pizza – det gjorde bare glæden endnu større,” fortæller Signe.
Efter en velfortjent sommerferie er det tid til en ny sæson i U18 DM. Dog er det tid til nye udfordringer for en række af spillerne på holdet, da årgang 2001 nu er blevet “for gamle” til ungdomsfodbold. Mon Fortuna kan fortsætte de gode resultater efter sommer?