Mindst tre superligaklubber skal indenfor fem år etablere et professionelt kvindehold, lyder målsætningen i strategien for den nye kvindeliga. Men klubberne holder sig tilbage, for kvindefodbold er stadig ikke kommercielt interessant, siger divisionsforeningen
Om fem år skal mindst tre superligaklubber have et hold i kvindeligaen med et budget på mindst fem millioner kroner og 15 spillere på kontrakt.
Det er en af målsætningerne i den femårige strategi, som DBU og Kvindedivisionsforeningen har lagt for den nye kvindeliga, der afløser 3F-ligaen til august. Men det mål har indtil videre lange udsigter. Foreløbig er det kun FC Nordsjælland, der har etableret et kvindehold under sin professionelle afdeling, og ikke meget der tyder på, at andre superligaklubber har lignende planer i nær fremtid.
Jyllands-Posten har talt med Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, der repræsentere de professionelle fodboldklubber i Danmark. Han siger, at superligaklubberne endnu er et stykke fra at finde kvindefodbold kommercielt interessant.
»Det er ikke noget, der er kommercielt eller økonomisk bæredygtigt. Det er en sideinvestering, som man skal lave, som nok kan give mening på langt sigt for nogen, men det skal gro organisk, for ellers laver man noget, som kuldsejler efter et par år, og så skal man til at lukke det,« siger Claus Thomsen.
Greb i lommen for Manchester City
At storklubber som Manchester City, Arsenal, Bayern München, Barcelona, Juventus og snart også Real Madrid etablerer professionelle kvindehold, skyldes ifølge Claus Thomsen, at de har meget større budgetter og bruger kvindefodbolden til branding af klubbern.
»Hvis en dansk superligaklub skal lave noget, der bare er anstændigt, har det en budgetstørrelse, som gør, at det er en betydelig del af klubbens budget, så det er en lidt anderledes beslutning end i udlandet. Det er jo en anden snak med Manchester City, for det er et greb i lommen for dem, og så har de et højtprofileret kvindehold”.
»Hvis en dansk superligaklub skal lave noget, der bare er anstændigt, har det en budgetstørrelse, som gør, at det er en betydelig del af klubbens budget
Claus Thomsen, direktør, Divisionsforeningen
Kvindeligachef: 5 millioner kr. i budget er ikke urealistisk
Nicolai Kaas Nordstrøm er chef for den nye kvindeliga og har arbejdet kommercielt med sport i mange år. Han mener, at et budget på 5 millioner kroner på sigt er realistisk for et kvindehold.
”Hvis man vil det, synes jeg ikke, at det er mange penge, og så er jeg også sikker på, at det kan blive en god forretning på et tidspunkt, for hvis udviklingen går, som den har gået de seneste par år, vil man også kunne lave penge på kvindefodbold. Historikken i Europa viser, at de har stor fremgang på alle parametre,« siger han til Jyllands-Posten.