Pernille Harder til kamp for ligestilling mellem landsholdene

0
2900
Pernille Harder er på forsiden af Berlingske Søndag, som bringer et fem sider langt interview med den danske stjerne. Interviewet er skrevet af Lykke Friis, der har mødt Pernille Harder i Tyskalnd og til VM i Frankrig, hvor hun fulgte sin kæreste, den svenske landsholdsspiller Magalena Eriksson.

Kvindelandsholdet har ringere vilkår med mindre trup og mere besværlige flyrejser end mændene, påpeger Pernille Harder i stort interview med Berlingske

Af Steen Trolle

Landsholdsanfører Pernille Harder kæmper for, at det danske kvindelandshold får samme vilkår som herrelandsholdet. Det fortæller hun i et stort interview i dag med Berlingske, hvor hun peger på nogle af de forskelle, der i dag er på de to landshold.

”Tag nu bare flyene. Nu skal vi snart til Georgien og spille EM-kvalifikationskamp. Det er sådan en kamp, vi risikerer at spille uafgjort og dermed miste vigtige point til kvalifikationen til EM i England. Så det er megavigtigt. Men vi rejser helt sikkert derover med to mellemlandinger, hvor vi skal op klokken 05.00 om morgenen. Der bør DBU altså chartre et fly. Det gør de jo til herrerne, og det gør det tyske og svenske fodboldforbund også til deres kvinder,« siger Pernille Harder i interviewet, som er lavet af Berlingskes tysklandskorrespondent Lykke Friis, der var medlem af Kvindekommissionen i DBO og som nu er formand for den kommission, der skal undersøge mulighederne for at få et EM til Danmark i 2025.

“Vi rejser helt sikkert derover med to mellemlandinger, hvor vi skal op klokken 05.00 om morgenen. Der bør DBU altså chartre et fly. Det gør de jo til herrerne”

Hvorfor skal kvindernes trup være mindre?

Pernille Harder nævner også, at kvindelandsholdet i modsætning til herrerne ikke har egen kok med på rejserne, og at de kun nogle gange har en analytiker med til at analysere modstandernes taktik – og når det sker, så er det på frivillig basis. Landsholdstruppen er heller ikke lige så stor som mændenes, nemlig 18 mod 23.

”Det er jo et problem, når vi skal spille 11 mod 11. Så skal fysioterapeuten ind på banen. Der synes jeg, at vi kan kræve ligestilling, og at det skal være fuldstændigt det samme uanset køn. Og det er det ikke,« siger Pernille Harder.

Hun tilføjer, at hun har tillid til, at DBUs nye fodbolddirektør Peter Møller vil tale kvindernes sag overfor DBUs bestyrelse.

Fik besked på at udskyde mesterskabsfest af hensyn til mændene

Pernille Harder nævner flere eksempler på forskelsbehandling indenfor fodboldverden. For eksempel historien om den schweiziske klub FC Basel, der i 2018 holdt jubilæumsfest, hvor mændene fik en tre retters menu, mens kvinderne blev bedt om at sælge lodsedler og fik en sandwich.

I samme boldgade fik hendes eget hold Wolfsburg i 2017 besked af klubledelsen om, at de skulle udskyde deres mesterskabsfest indtil mændenes afgørende kamp om nedrykning var afgjort. Det nægtede kvinderne, og året efter, hvor Harder & Co. vandt ”The Double”, havde klubledelsen lært lektien. Nu blev der ikke længere udstedt et festforbud.

Kyssebillede gik verden rundt

I interviewet i Berlingske taler Pernille Harder også om den homofobi, som stadig præger den mandlige fodboldverden. Pernille har de sidste fem år været kæreste med den svenske landsholdsspiller Magdalena Eriksson og et foto taget under VM i Frankrig for nylig, hvor Pernille iført en svensk landsholdstøje giver Magdalena et kys efter en kamp, er gået verden rundt.

Pernille fortæller i Berlingske at hun aldrig har været udsat for homofobi eller hademails, og billedet fra VM har givet hende 10.000 nye følgere på Instagram. Derfor kan det også undre, at der stadig er store problemer med homofobi i mændenes fodboldverden:

”Herrefodbold mangler en frontfigur, der står frem. Der er helt sikkert også homo- og biseksuelle i herrefodbold, men de tør åbenbart ikke stå frem, fordi tonen er anderledes i omklædningsrummet og blandt fansene. Det er en ærgerlig tendens. Man skal være stolt af den, man elsker,” siger Pernille Harder.

Hele interviewet, der er værd at læse, kan læses i dagens Berlingske, hvor det fylder fem sider. Du kan også læse det på b.dk, hvis du har abonnement.