Brøndby er på jagt efter flere sponsorer og drøfter løbende, hvornår kvindeliga-holdet skal være en del af det professionelle selskab. Det fortæller bestyrelsesformand Christian Barrett til FODBOLD FOR PIGER
Et budget på fem millioner kroner, mindst 15 spillere på kontrakt, tilskuerbetaling til kampene og mindst 1000 tilskuere til rundens vigtigste kamp. Det er fire af målsætningerne for den nye Gjensidige Kvindeliga, som skydes i gang på lørdag med fuldt program og rundens SuperMatch mellem de forsvarende mestre fra Brøndby og oprykkerne fra FC Nordsjælland.
Målsætningerne er stadig et pænt stykke fra virkeligheden, også i Brøndby. Men bestyrelsesformand i Brøndbyernes IF, Christian Barrett, siger til FODBOLD FOR PIGER, at klubben arbejder på at skaffe flere sponsorer, og at det er målet, at kvindeholdet på et tidspunkt skal være en del af det professionelle selskab, som driver superligaholdet, samt at flere kampe skal spilles på Brøndby Stadion. I dag spilles alle kvindernes ligakampe på opvisningsbanen, der ligger 50 meter fra det store stadion.
”Lige nu har vi ikke et budget på fem millioner kroner, så vi skal ud og finde nogle flere sponsorer. Men forudsætningen for det er, at vi har et produkt, som vi kan vise sponsorerne, og derfor er det her de rigtige tiltag,” siger Christian Barrett med henvisning til det nye liga-koncept med fælles markedsføringstiltag, krav til klubberne om bedre forhold for tilskuere, mere professionel streaming fra kampene, SuperMatchen-koncept med mere.
Skal være en del af det professionelle selskab
Bestyrelsesformanden håber på et udvidet samarbejde med herrernes divisionsforening, så flere superligaklubber engagerer sig i kvindefodbold og så kvindernes liga kan få endnu mere fokus. ”For alene kan vi ikke gøre det,” siger Christian Barrett og henviser til erfaringerne fra Spanien, hvor kvindernes liga har fået et gigantisk boost, fordi La Liga-klubberne har engageret sig i kvindefodbold.
Så kvinderne skal over i den professionelle afdeling i Brøndby?
”Jeg sidder selv i bestyrelsen i det professionelle selskab, og vi har løbende nogle dialoger om, hvornår det kunne give mening at få kvinderne over. Det er et spørgsmål om at finde det rigtige tidspunkt, så vi netop kan få den synergi, det vil give at have to hold på højt niveau under samme tag”.
Hvornår skal kvinderne spille på Brøndby Stadion?
”Lige nu spilles de vigtigste kampe på stadion – Champions League og pokalfinalen. Jeg tænker, at vi på samme måde udvælger nogle enkelte ligakampe til det store stadion, sådan som man også ser i udlandet. Men vi skal have nogle tilskuere ind og se kampene, for hvis der kun kommer 500 på et stadion, hvor der er plads til 30.000, så fylder de ikke lige så meget, som hvis vi spiller på opvisningsbanen. Men det er klart ambitionen, at de skal ind og spille på stadion. Mit umiddelbare bud lige nu vil være 1-2 gange om året, og så kan vi lægge på derfra,” siger Christian Barrett.
50 kroner i entré
Lørdagens SuperMatchen-kamp spilles på opvisningsbanen. Som noget nyt vil det koste 50 kroner at komme ind, hvilket Christian Barrett mener er rimeligt beløb:
”Det er den rigtige vej til at vise, at det er et produkt, der er værd at betale for, og en 50er tror jeg alle vil kunne klare”.
Kampen spilles samtidig med Brøndby Cup, den store sommerturnering med flere tusinde deltagende børn og unge fra ind- og udland. Bestyrelsesformanden håber derfor, at mange af Cup-gæsterne vil lægge vejen forbi lørdag kl. 13 til Brøndby-FC Nordsjælland, ”så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk dygtige kvindefodboldsspillere vi har”.