Fodboldlinjen på VIE
Hej mit navn er Vibe, og jeg har lige afsluttet et fantastisk år på Vestsjællands Idrætsefterskole.
På VIE gik jeg på fodboldlinjen.
Jeg valgte fodboldlinjen, fordi jeg spillede fodbold derhjemme, og var egentlig ved at gå kold i fodbold, men jeg håbede, at kunne få min glæde tilbage, ved at spille fodbold på Vestsjællands Idrætsefterskole.
På fodboldlinjen var vi 12 vidt forskellige fodboldpiger, med hver vores måde at spille fodbold på. Dog havde vi alle de samme forventninger – at året og fodbolden skulle blive fantastisk!
Vi var alle meget nervøse omkring, om vi nogensinde skulle blive ET hold, med EN måde at spille fodbold på. Men vi lod vores dygtige trænere Peter og Dorthe om den opgave.
Det fede ved både at have en mande- og dametræner var, at der var to måder at håndtere et hold piger på.
Dorthe med hendes kvindelige gen, som altid var klar til kram og trøst. Dorthe blev hurtigt vores anden mor. Og Peter med sit hårde, men gode sind, som gjorde os hårde og stærke, så vi var klar til at spille imod de andre efterskoler. De havde dog det tilfælles, at begge ville os det bedste, og de ville begge gøre os bedre!
Ugerne gik, og vi spillede vores første kamp, hvor vi tabte kæmpe stort, men her lærte vi hinanden at kende, vi lærte, hvem der råbte, og hvem der havde overblik. Det tog vi videre på træningsbanen.
Vi trænede fodbold 3 gange om ugen og en dag med løb, så vi havde massere af tid til at lære en masse.
Flere uger gik, og vi skulle på linjefagsrejse, fodboldlinjen både drenge og piger tog til Valencia i Spanien, hvor vi hyggede og spillede en masse fodbold. Vi trænede to gange om dagen og nogle dage med en kamp oven i.
Vi spillede imod spanske hold og trænede med spanske trænere. Det var en virkelig god oplevelse.
Det var hårdt, men virkelig godt for holdet, det var her, at alle fik en holdfølelse, da vi gik meget igennem på den uge.
Følelsen kom virkelig frem, da vi kom bagud til et fejt spansk hold, her valgte vi at stå sammen og kæmpe sammen, vi endte med at udligne, vi følte, vi havde vundet, vi kunne alt!
Det var ikke kun os piger, som blev til et hold, vi blev også til “en fodboldlinje”, alle fik snakket på kryds og på tværs, både drenge- og pigevenskaber blev skabt på så kort tid, og vi var et helt andet hold, der rejste tilbage til skolen. Vi havde en følelse af, at alle kunne komme an!
Nu skulle der arbejdes hårdt på træningsbanen, så vi kunne slå de andre efterskoler.
Den indstilling havde vi hele året. For selvom der var meget hård træning, taktik og løb, så var der altid tid til hygge og grin, hvilket var en god blanding, så det hele ikke blev for seriøst. Med hård træning og lærerig træning, både vandt og tabte vi kampe, men et nederlag slog os aldrig ud.
Hen af året lavede vi en masse hyggelige ting som styrkede os som hold.
Vi tog til fx til Brøndby Stadion for at se Brøndby mod Juventus. Vi var også sammen uden for skolen, vi tog hjem til Dorthe og lavede et armbånd, som kun vi vidste hvad stod for, og vi tog på stranden. Alt sammen noget der styrkede os!
Det er noget helt specielt at spille fodbold på en efterskole, fordi man spiller fodbold med ens bedste venner, og alle kunne med alle. Man var en del af et stort fællesskab på skolen, og et lille fællesskab på ens fodboldhold.
Man udvikler sig også på en helt speciel måde, især fordi der ikke var konkurrence om pladser osv, fordi alle accepterer alle. Jeg er blevet mere selvsikker på, hvad jeg kan, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Dorthe og Peter er virkelig gode til at fortælle, hvad man skal blive bedre til og hjælpe med at udvikle ens svage punkt, og de er også gode til at fortælle, hvad man er god til, hvilket er vildt godt!
Jeg er blevet en del af et hold, som har lært mig så meget om mig selv, og jeg tager ting fra fodbolden med i min hverdag.
Det er noget HELT andet at spille fodbold på en efterskole end i en klub.
Og på den måde endte 12 vidt forskellige piger med 12 forskellige måder at spille fodbold på til at blive et hold med en spillestil.
Skrevet af Vibe Jørgensen, 2018/19
