Fortuna-træner: “Skal kæmpe om topplaceringer”

0
1444
Foto: Astrid Simone Trolle

Fortuna Hjørrings U18 DM-hold blev i sidste sæson danmarksmestre. I lørdags spillede de første kamp i den nye sæson, og her blev det til et nederlag mod Brøndby. Fortunas træner, Niclas Hougaard, har store forventninger til holdet og ser frem imod en ny og spændende sæson.

Af Signe Holt Andersen

I sidste sæson var der ingen, som kunne stoppe Fortuna Hjørring. De vandt suverænt U18 DM-ligaen, og leverede weekend efter weekend flotte resultater. I lørdags blev der fløjtet op til en ny sæson i U18 DM, og her måtte de forsvarende danmarksmestre se sig slået af Brøndby.

Hele 7 debutanter

I Fortunas trup til kampen var der hele 7 debutanter. Mange af sidste års spillere er blevet rykket op i 3F-truppen, og derfor er der nu blevet plads til nye talenter. På trods af weekendens nederlag, så er Fortunas cheftræner, Niclas Hougaard, overbevist om at der venter en spændende sæson for holdet, hvor målet er at være med i medaljekampen.

”Vi skal i bund og grund lægge  resultaterne fra sidste sæson bag os, men huske på, hvordan vi igennem sæsonen tog store skridt i vores præstationer på banen, og hvordan vi med hårdt arbejde skabte et fantastisk miljø på og uden for banen. Dette hold har nye og andre kvaliteter – og kan vi få disse kvaliteter frem, så er jeg sikker på at vi også kommer til at spille med i toppen af tabellen,” lyder det fra Niclas.

Talentudvikling som førsteprioritet

Fortuna Hjørring er kendt som en klub, der er enormt dygtige til talentudvikling. Klubben har eget akademi, og leverer selv en stor del af spillerne til egen førsteholdstrup. Selvom klubbens U18 DM-hold selvfølgelig gerne vil skabe resultater, så er talentudvikling førsteprioritet for klubben.

”Jeg forventer, at vi kan udnytte den enkelte spillers potentiale til fulde, og at vi den vej igennem kan skabe et godt hold. Så for os handler det om at få det maksimale ud af vores spillere, ved samtidig at skabe et træningsmiljø, hvor vi udvikler os hver dag og presser hinanden til det yderste,” fortæller Niclas.

Fortuna Hjørring spiller næste kamp i ligaen på fredag, hvor de møder AaB i et vaskeægte nordjysk lokalopgør. I den kommende weekend bliver der fuld knald på kampprograammet, og her bydes der blandt andet på et spændende opgør mellem sidste års nummer 2 og 3, Kolding Q og Brøndby.