KOMMENTAR: Fundamentet er skabt, men det tager lang tid at bygge en stærk liga

0
1321
Fortuna Hjørring og VSK Aarhus i sidste års slutspil. Foto: Jess Madsen.

Der er stadig et godt stykke vej til en stærk kvindeliga i Danmark. Men et vigtigt skridt er taget med etableringen af Gjensidige Kvindeliga, mener Camilla Bergholm, der har dækket kvinde- og kvalifikationsligaen på FODBOLD FOR PIGER.

Kommentar af Camilla Bergholm, studerende og journalist på FODBOLD FOR PIGER

Dansk kvindefodbold har i lang tid været fanget i en ond cirkel. Uden lønninger har kvinderne svært ved at kunne fokusere på fodbold som et arbejde, hvilket fører til lavere kvalitet på banen. Når der ikke er kvalitet nok på banen, er der ikke tilskuere. Og uden tilskuere er tv-medier ikke interesseret, for det er ikke spændende for tv-seere at overvære en kamp, hvor der ikke er gang i lægterne. Og uden tv følger heller ikke de store sponsorater. Og sådan kører det rundt.

Ambitionerne er store for den nye Gjensidige Kvindeliga, men det føler jeg, at der er en grund til. Selvom jeg pointerer, at kvaliteten ikke er der, betyder det ikke, at fundamentet ikke er der. Det er det nemlig. Men hvis resten af bygningen ikke er modstandsdygtig, falder den alligevel sammen. Med fundamentet mener jeg dygtige spillere og klubber, der vil kvindefodbold så meget, at jeg i mit virke som journalist hos FODBOLD FOR PIGER er gået begejstret til tasterne efter et interview. Viljen er der, humoren er der, og kærligheden til fodbold er der. Det gælder både hos spillere og trænere. Med vilje er der vej, og det tror jeg faktisk helt og aldeles på i det her projekt.

Jeg tror stadig, at der er et godt stykke vej, og at det bliver vanskeligt og hårdt. Det er og bliver ikke nemt, men hvem siger, at det skal være nemt? Superligaens historie er heller ikke en dans på roser. Det var nemlig også svært at få etableret Superligaen til at starte med, hvor ikke mange troede på det. Det krævede arbejdsomhed og vilje, men det lykkedes jo. Og selvom der måske er lang vej igen for Kvindeligaen, så skal det også starte et sted. Og vi har muligheden for at skabe noget helt nyt, fordi der ikke har været meget indtil nu. Det er jo positivt.

Men cirklen skal brydes, og når den er brudt, er jeg sikker på, at der er mange muligheder. En måde at bryde cirklen på er ved at fokusere på en professionalisering af kvindefodbold. Med DBU’s fokus på kvindefodbold og det gode fundament, som er at finde hos kvinderne og klubberne, er vejen banet for at udvikle ligaen.

Vi har set et Farum BK/FCN-hold, der har sat ambitionerne helt i vejret, og allerede nu er målet om en plads i Kvindeligaen kommet i hus. De har spillet spændende fodbold, de tør at tage chancer, og de har i sidste ende vist, at de kan spille sammen som hold med så mange nye spillere. Det var en spændende Kvalifikationsliga, hvilket jeg var utrolig glad for at overvære. Det betyder nemlig, at der er stærke spillere og hold, der alle vil være med til at gøre Kvindeligaen mere spændende. B.93 kæmpede og spillede flot fodbold, det samme gjorde Næsby, og i sidste ende kom Odense Q og viste, at de var i en klasse for sig. Vi har allerede hold som Brøndby IF og Fortuna Hjørring, der har sendt en masse spillere afsted til udlandet og dermed udviklet stærke og dygtige talenter. Men også VSK Aarhus, KoldingQ og BSF viser, at de udvikler dygtige fodboldspillere.

Vi skal også tiltrække og beholde dygtige spillere, der kan være med til at styrke kvindefodbold i Danmark. Derfor skal ligaen gøres mere attraktiv. Nu mangler vi bare at udnytte det fundament, som vi har og samtidig gøre fundamentet endnu stærkere med talentudvikling. Det skal gøres med en stærk konstruktion, som nu er sat i gang med DBU’s lancering af Den Ny Kvindeliga. Vi skal dog også passe på. Jeg snakkede med en spiller fra KoldingQ for noget tid siden, der sagde, at de gerne vil være noget andet end mændene. Og det forstår jeg godt. Det skal ikke være en copy paste.

Kvindeligaen skal være noget andet, men stadig lade sig inspirere. Der er forskel på den fodbold, der spilles af mænd og kvinder, og derfor skal kvinderne ikke sammenlignes med mændene. I stedet skal vi, som Pedro Malabia sagde til pressemødet, “use the power of football.” Vi skal fokusere på fodbold – ikke køn. Vi har set til VM nu her, at kvinder spiller utroligt god fodbold, og jeg glæder mig til at se mere. Jeg tror, at det kræver en ny indstilling til kvindefodbold for mange, og derfor bliver det også svært. Men jeg glæder mig til at følge med fra sidelinjen.